Fest for Fætter Orla og hans jazzkapel

LØGSTØR:Når man har underholdt med glad jazz i 20 år, så har man fortjent et brag af en jubilæumsfest. Det er der også lagt op til 5. november i Pavillon Christiansminde, hvor Fætter Orla's Jazz-Kapel fejres på behørig vis. Aftenen er allerede døbt Årets Jazzaften i Nordjylland - så tonen er slået an. Pavillon Christiansminde sørger for maden, og kokken byder på rødvinsstegt unghanebryst med sæsonens urter og grøntsager og rødvinssauce. Desserten er pære en surpricé. Under spisningen underholder JadaBand, og naturligvis vil Fætter Orla - alias Orla Sørensen - og vennerne i jazzkapellet give nogle af deres bedste numre. Endelig kommer Goodfellas forbi, og det er lig med spilleglæde, entusiasme på scenen, humor og masser af god jazz. Deres musik er for alle aldre, og musikerne forsøger at gøre den traditionelle jazz populær, som den var det i 60'erne med vægt på en blanding af musik og sceneshow. Det er nødvendigt at forudbestille billetter, og der er begrænset plads, så alle kan se og høre.