Fest for friheden

Befrielsen i 1945 fejres mange steder i provstiet

Ole Stevns prædiker i Brønderslev Gamle Kirke. Foto: Henrik Louis
Dronninglund 1. maj 2015 23:29

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Folkekirkerne markerer også 70-året for befrielsen

En række folkekirker i Brønderslev provsti markerer befrielsen på forskellig vis i dagene 4.-6. maj. Dels kan man opleve en række stemningsfulde gudstjenester med fokus på frihed, dels er der koncert og foredrag.

Hvis man oplever at kirkeklokken bliver ved med at ringe tirsdag morgen 5. maj, så er det ikke en fejl i systemet. En del af kirkerne i Brønderslev Kommune vælger at følge kirkeminister Marianne Jelveds opfordring til at markere 70-året for befrielsen ved at udvide morgenringningen med et kvarter denne særlige morgen.

I Mylund kirke møder Hjemmeværnet og spejderne op til gudstjenesten, hvor fhv. sognepræst Hanne Svensmark prædiker og i Brønderslev Gl. Kirke kan man opleve Malene Bast synge ”En lærke letted”, mens Ole Stevns prædiker og pastor emeritus Ole Skovgaard er liturg.

Dronninglund Kirke skriver sognepræst Sara Dommerby Toft i indbydelsen til befrielsesgudstjenesten: ”Dels er der jubilæum – det er 70 år siden vi blev befriet fra den nazistiske besættelsesmagt. Dels har vi tidligt på året oplevet et terrorangreb i København. Tre mennesker er døde i den forbindelse, og selvom hverdagen heldigvis hurtigt har indfundet sig igen, har det givet anledning til at reflektere over, hvilke ting vi har at værne om i det folkestyre, som vi alle har et ansvar for at føre videre.”

Befrielsen er også fokus for Hjallerup Kirkes forårskoncert tirsdag 5. maj, hvor Seniorsangerne, FDF-brassbandet og kirkens børne- og ungdomskor medvirker.

Rækken af arrangementer slutter med et foredrag i Hellevad Konfirmandstue onsdag 6. maj, hvor forfatteren Hans Gregersen, Sæby, under overskriften ”Krigens by – Aalborg 1940-45” fortæller om de dramatiske besættelsesår. Det handler om modstandsarbejdet ved ”Marokko Jensen” og hans folk, om likvideringer, uroligheder og en mere og mere besværlig dagsorden, der prægede livet.

- Alle er velkomne til at deltage i arrangementerne – også selv om de foregår i nabosognet, understreger skole-, kirke- og kommunikationsmedarbejder Pia Uth fra Brønderslev Provsti.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...