Motionsidræt

Fest for hele byen

Kulørte drinks. Fitness, kunst og gratis skrål-med-fest. Den kommende uge står i melodi grand prix'ets tegn i Aalborg. Find en liste over aktiviteter her.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Otte bartendere dyster om, hvem der kan lave den flotteste og bedste grand prix-drink - resultatet skal serveres ved deltagernes velkomstfest og afterparty. Foto: Viggo Kragmann

Aalborg skal genlyde af fest og grand prix-stemning i ugen op til Dansk Melodi Grand Prix 6. februar. Derfor er blandt andet kommunen, kulturinstitutioner, Jomfru Ane Gade og Aalborg City gået sammen om at lave en række aktiviteter for alle i dagene op til musikdysten. Der er udstilling på biblioteket, skøjteløb, bannere og en gratis, kæmpe opvarmningsfest i Nordkraft - så find den pailletbesatte kjole frem og giv den gas til tonerne af glade pophits. Drinkskonkurrence på Brasserie Mundgott, Aalborg 1. februar kl. 16.00 Otte danske bartendere dyster om, hvem der kan mikse den bedste og flotteste longdrink. Det hele bliver afgjort i en garanteret hård og tæt dyst, hvor vinderen findes af et dommerpanel på fire kendte personer. Vinderdrinken bliver senere serveret som velkomstdrik til Velkomstfesten i Aalborg Kongres & Kultur Center for alle deltagerne i DMGP 2010 samt til afterparty i Gigantium. Grand prix fitness løb, Fitness World i FRIIS, Aalborg 2. februar kl. 16.00 Løbere fra Aalborg er inviteret til at dyste om, hvilket af de 12 deltagende hold (med fire løbere på hvert) kan købe længst på løbebåndet inden for en time. Løbet foregår til sange og musik fra Dansk Melodi Grand Prix gennem tiderne. Tilmelding skal ske hos Fitness World. Skøjteløb til grand prix-musik, skøjtebanen, Aalborg 2.-3. februar På C.W. Obels Plads i Aalborgs midtby er skøjtebanen for længst blevet indtaget af små og store skøjteprinser og -prinsesser. Over to dage bliver skøjtebanen nu også ramme om masser af konkurrencer og melodi grand prix-musik. Pop-art melodi grand prix kunst på Utzon Centret, Aalborg 4.-14. februar Maleriudstillingen med pop-art af Luiza og Niels Drevsholt, der med ca. 20 malerier portrætterer grand prix og nogle af deltagerne og vinderne. Niels Drevsholt har flere gange deltaget i grand prix'et - i 2006 skrev han sangen "Twist of Love", som Sidsel Ben Semmane sang til sejr. Der er fernisering på udstillingen torsdag 4. februar kl. 16.00 Specialudstilling om Dansk Melodi Grand Prix, Hovedbiblioteket, Aalborg 11. januar - 6. februar Biblioteket har været gennem alle hylder og fundet bøger, musik og noder som alle har noget med grand prix at gøre. Aalborg pyntes op 25. januar - 5. februar Hvad enten man kommer med tog, bus eller fly, så vil Dansk Melodi Grand Prix præge byen. Flag, plakater, bannere, flyers og små udstillinger vil præge byen. Melodi grand prix surprise 5.-6. februar, Aalborg City Fredag og lørdag bliver det festligere at handle i Aalborg City, når medlemmer af Aalborg Koncert Kor opererer inkognito i 10 af midtbyens butikker. Pludselig i køen, mellem reolerne eller i prøverummet bryder de ud i melodi grand prix-sang. Deltagere optages i Chr. IV's Laug, Duus Vinkælder, Aalborg 5. februar Mange kendisser er indforskrevet som medlemmer af Chr. IV's Laug og nu kommer flere til, når de 10 deltagende numre i grand prix'et får mulighed for en af de mere festlige optagelser i Aalborg. Da Aalborg senest havde finalen i 2006, var denne oplevelse noget af det alle deltagerne var mest begejstrede for. Skrål-med-grand-prix-fest, Skråen i Nordkraft, Aalborg 5. februar kl. 20-01 I en kold tid er det godt med solid opvarmning. Det gælder også til Dansk Melodi Grand Prix 2010. Skråen og Aalborg Kommune fejrer, at Dansk Melodi Grand Prix i år kommer til Aalborg og indbyder derfor alt og alle til en kæmpe opvarmningsfest fredag 5. februar kl. 20-01 på Skråen i Nordkraft. På programmet er: Melodi grand prix-kopibandet Danband med blandt andre Claus og Anne-Marie Hassing, der deltog i DMGP i 2008 og grand prix- og dansktop-legenden Søren Bundgaard. Sidste års vinder af grand prix'et, Brinck, kommer også og giver et par numre som solist - selvfølgelig også vindersangen. The Real Fake Stars slutter aftenen med et sandt inferno af de seneste års bedste pophits. Så kom og skrål med på kaskader af glade pophits og alle de bedste melodi grand prix-sange gennem årene - det er ganske gratis.