Fest for ny baptistpræst

EMNER 4. januar 2003 07:00
NØRRESUNDBY: På søndag holdes der fest i Baptistkirken i Nørresundby det meste af dagen. Menigheden byder nemlig kirkens nye præst, Klaus Abildgaard, velkommen både ved en gudstjeneste sidst på eftermiddagen og med fest om aftenen. Klaus Abildgaard, der er 34 år, er nok ny i kaldet, men han er ikke ny i bybilledet - hverken kirkeligt eller som privat person. Selv om han arbejdsmæssigt kommer fra et job som ungdomspræst ved Bethelkirken i Aalborg, har det ligget i kortene, at Nørresundby-baptisterne gerne så ham som deres nye præst, når de skulle finde en afløser for baptistpræsten på Solsiden gennem de seneste ti år, Bjarne, Willer. Derfor blev det også i Nørresundby, den nye præst og hans kone, Gitte Abildgaard, slog sig ned, da de købte hus i sommer. Det baptistiske syn på kristendommen har Klaus Abildgaard kendt hele sit liv, eftersom hans far i sin tid var baptistpræst først i Frederikshavn og siden på Bornholm, hvor sønnen voksede op, men selv skulle Klaus Abildgaard en omvej gennem hele to uddannelser, inden han selv blev præst. Med nogle års arbejde dels som kok, dels med elektronik blev han ansat i det baptistiske spejderkorps, og det var de tre år, han var ansat her, der førte ham til baptisternes teologiske seminarium i Tølløse, hvor Klaus Abildgaard blev færdig i 2001 og allerede var kaldet til jobbet som ungdomspræst i Aalborg. -trix
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...