Fest fra Troels Trier til Signe Svendsen

Musik 14. september 2002 08:00

STØVRING: En vrængende mandsstemme fra 70'erne og en yndig pigevokal fra år 2002 var med til at hilse godt 1.200 besøgende velkomne, da Karensmindeskolen fik et brag af en jubilæumsfest. En skabet Troels Trier optrådte i svømmefødder, der så ud til at have plasket sig hele den lange vej fra hans storhedstid for netop godt 25 år siden med gruppen Røde Mor og til festens start i Mastruphallen. En noget fiksere Signe Svendsen lagde lidt glasur på hans udgydelser med Rollo & King-sang, og skulle nogen se en lighed med to af skolens lærere, var det nok ikke helt forkert. Blandt de mange tilbud om underholdning denne aften var der et musikalsk tidsteater, som netop spandt sig ud mellem Triers politiske strubelyde og Svendsen-damens kærligere sang. Komponisten og forfatteren Ole Berthelsen var gennem amtets tilbud om en kunstner til kvart pris kommet ud for at strikke det forløb sammen, og det førte langt omkring til blandt andet Berlinmurens fald i 1989 for at ende ved katastrofen i New York 11. september sidste år. Som en overraskelse trådte lærer Leif Pedersen frem og fortalte om en af sine absolutte ynglinge. Ganske vist blev han pensioneret sidste år, men da ynglingen er Pippi Langstrømpe måtte han gerne komme tilbage og fortælle om hende. Bandet "Silver Soul" fra Støvring Gymnasium spillede flot op til dans med både blæsergruppe og tre sangerinder, inden festen blev slukket med fyrværkeri - og så var de mindste elever også lette at pakke sammen for forældrene efter en lang, lang fest.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...