Fest med nyt og gammelt

Birkelse 1. juni 2003 08:00

BIRKELSE: Vedsted By- og folkefest, som bliver afviklet i dagene 13., 14. og 15. juni, vil også i år være præget af de gamle traditioner, men vil også have nye ting på programmet. Således vil der være flere ting at kigge på lørdag eftermiddag efter børnedyrskuet, hvor børn kan fremvise deres kæledyr. Der vil være lejlighed til at stifte bekendtskab med tryllekunstneren "Store Kassa", og der bliver gymnastikopvisning, med Aabybro-Pandrup Junior Amtshold. Som altid vil fredagens program være lagt i hænderne på ungdomsafdelingen, og et stort legeland for børn åbner i hallen med en separat afdeling for de mindste. Optoget søndag eftermiddag med FDF'erne i spidsen starter i Ryå og går til Birkelse. Temaet for udsmykningen i år hedder karneval, som også vil gå igen ved borddæknings-konkurrencen lørdag. Et Peter Pan ballon-show søndag henvender sig især til børnene, som aktivt kan deltage i forskellige sjove ting. Sang og musik vil inden afslutningen være de faste punkter på søndagsprogrammet, og børn fra Landsby haven Birkehuset og Vedsted Centralskoles SFO samt Friskolen vil underholde efterfulgt af Skipper Clement Koret. Revyen lørdag aften er altid genstand for stor interesse. Der er i år 11 medvirkende foruden musikeren, Michael Jacobsen. Holdet består af Pernille Haugård, Henriette Sørensen, Gitte Kristensen, Jens Peter Nielsen, Jens Petter Hansen, Vagn Olsen, Svend Erik Christensen, Elsebeth Burgwald, Per Pedersen, Jørn Simonsen og Karl Schrøder. Det er Håndværker- og Borgerforeningen, BIF's Venner, gymnastikforeningen og Idrætsforeningen, der i fællesskab har arrangeret festen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...