Fest med skrotrytmer

Festlig, musikalsk genåbning af genbrugspladsen på Stadevej

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En rytmisk velkomst. Alt var i spil - musikken ledte gæsterne rundt på pladsen, inden der ventede lidt godt til maven.

Der er masser af rytmer og musik i både containere, vaskemaskiner, baljer, affaldsstativer og andet skrot. Det beviste en flok bundmusikalske og rytmiske elever fra Brønderslev Gymnasium og MGK Nord i går, da genbrugspladsen på Stadevej blev genåbnet efter syv måneders renovering og udvidelse. Det talentfulde skrotorkester var under kyndig og engageret ledelse af Linette Riber. Ole Bruun, der er byrådsmedlem og næstformand i AVV, holdt åbningstalen, og så snart han havde åbnet gitterporten til den nye plads, slog det musikalske team energisk tonen an til en rundgang på pladsen. Og den noget utraditionelle åbning fik tilfredse og glade smil frem hos gæsterne. Smilet var også fremme hos Bo Christensen, der er pladsmand på Stadevej. - Det har været en hård kamp de seneste syv måneder, men det er gået rigtig godt. Vi har ikke haft lukket en eneste dag, fortalte han med tilfredshed i stemmen. Ole Bruun glædede sig over det store fremmøde til genåbningen. - Det er jo en af AVVs ældste pladser. Den har eksisteret i over 20 år, og den er nu blevet moderniseret og udvidet. Før favnede pladsen 23.000 kvadratmeter, og nu er der 40.000 kvadratmeter til rådighed. - Pladsen besøges af cirka 50.000 årligt - og det er dermed også en af de bedst besøgte pladser i AVVs område. Der er kommet nedsænket containere til brændbart affald og til metal. Og der er en helt ny bygning på 380 kvadratmeter. Cirka 50 kvadratmeter er til velfærdsfaciliteter og kontor til personalet, fortalte Ole Bruun, der takkede alle de involverede parter i projektet. - Det er blevet endnu lettere at sortere affald med den nye plads. - Meget affald bliver kørt til Hjørring til forbrænding og omdannes til varme og strøm. Desuden bliver meget materiale genanvendt, så det får nyt liv. Der er desuden et stort rum på pladsen, hvor man kan stille de ting ind, som andre kan få glæde af - på den måde får det forlænget liv, tilføjede Ole Bruun.