Fest på torvet

BLOKHUS:Rammerne for gårsdagens Torvedag i Blokhus kunne ikke have været bedre. Solen skinnede ned på de mange fremmødte, der havde fundet sommertøjet frem, og som enten havde en kold fadøl, sodavand eller en is i hånden. Det var Blokhus Venner, der i samarbejde med Beach Bowl havde arrangeret torvedagne. Dagen igennem var der underholdning for hele familien. De mindste kunne blive malet i ansigtet og lade sig underholde af Kolling og Lillebror, og for de voksne var der skuespil og musik på scenen. Det svenske danse-band, Freddys Band, sørgede for, at der hele eftermiddagen var mulighed for at afprøve sommerdansen, og imellem de forskellige indslag kunne de fremmødte opleve line-dansere. Frede Sonne fra Blokhus Venner var meget tilfreds med fremmødet. Han håber, at torvedagen bliver en vigtig del af Blokhus. - Vi arrangerer denne dag for, at der skal ske noget på torvet, for det er synd, at det næsten ikke bliver brugt. Derfor vil vi gøre vores til, at torvet bliver brugt oftere, siger han. Men nu er det jo ferie-tid, og Blokhus har mange turister. Og det er da også en af grundene til, at torvedagen bliver holdt i juli. - Vi laver denne dag for borgerene i Blokhus, men det er selvfølgelig bevidst, at vi har lagt den i juli, hvor der er mange turister. Der skal jo også være noget for dem, siger han og tilføjer: - Men vi har planer om, at lave tre eftermiddags-arrangementer i juli og august, hvor der vil være musik, og hvor borgerne i Blokhus kan komme og hygge sig med en øl eller sodavand, siger han.