Skagen

Fest ud af årets sidste dueflyvning

BONDERUP:Er man nysgerrig efter at opleve brevdueflyvning på nærmeste hold, holder Vagner Simonsen i den gamle stationsbygning i Bonderup åben have lørdag eftermiddag. Det er årets sidste flyvedag for de omkring 150 medlemmer i sektion 63, der strækker sig fra Løgstør til Skagen, og 400 duer bliver om formiddagen sluppet løs i Altona ved Hamborg. - Jeg har 32 duer med, og de vender hjem i løbet af eftermiddagen, fortæller han. Sponsorer har satset på de forskellige duer, og overskuddet af dagens flyvning går til arbejdet med at skaffe nye medlemmer til brevdueforeningerne. Vagner Simonsen lover, at der er kaffe på kanden i haven, blot skal man selv tage brød med.