Fest udviklede sig til blodig alvor i sag om vold og trusler på livet

Tre er tiltalt i sag, hvor der skal afhøres 13 vidner

Hobro 5. september 2002 08:00

AALESTRUP: Det hele begyndte med en privat fest i hyggeligt vennelag, men før natten var omme, var alt et ragnarok med tørre tæsk, en pistol rettet direkte mod tindingen og verbale trusler på livet. Hvem der har ret og uret, og hvem der startede balladen, forsøger en domsmandsret i Hobro i disse dage at finde ud af. Sagen blev indledt i går med afhøring af de tre tiltalte, men på førstedagen nåede man også at afhøre ganske mange af de ialt 13 indkaldte vidner. I dag fortsættes der så med afhøring af de sidste vidner, procedure - og formentlig domsafsigelse. Det er et par nabohuse på en adresse i Aalestrup, der 19. januar var ramme om begivenhederne. I det ene hus havde et kærestepar besøg af en kammerat fra København, og i det andet hus festede en snes unge. På et tidspunkt kom deltagerne i ungdomsfesten på visit hos kæresteparret, men hvad der så fik krudttønden til at eksplodere i vold og ballade, er de implicerede absolut ikke enige om. De tre tiltalte - to mænd på 28 og 29 år samt en kvinde på 24 år - hævder, at det var gæsterne fra ungdomsfesten, der var skyld i, at det hele endte galt. - Jeg kender ingen fra gruppen, men efter at de havde opholdt sig i huset nogen tid, blev stemningen dårlig. En eller anden havde taget mine nøgler, og en anden begyndte at lege med en luftpistol, der lå i stuen. Samtidig virkede han noget aggressiv, forklarede den 29-årige tiltalte. Efter hans forklaring havde han derefter vækket sin kammerat, som på det tidspunkt allerede var gået til ro for natten. Da kammeraten kom op, blev han nikket en skalle af en af de mange fra ungdomsfesten. - Jeg så ikke den pågældende. Men blodet sprøjtede ud fra en flænge i hovedet, fortalte tiltalte i retten. Både han og de to medtiltalte afviste, at det var dem, der havde startet balladen ved dels at slå nogle af deltagerne fra ungdomsfesten og dels ved at true dem med pistolen. - Det passer ikke, forklarede de samstemmende. Deltagerne i ungdomsfesten mener noget andet, og det er deres forklaringer til politiet, der har ført til tiltalen om både trusler på livet og vold af særlig rå og farlig karakter. Den 29-årige skal bl.a. have holdt pistolen direkte mod et øje på en af festdeltagerne og truet med at skyde. Sammen med sin 28-årige kammerat er han også tiltalt for at have taget kvælertag på en af festdeltagerne, sparket og slået med luftpistolen. Den 24-årige kvinde er bl.a. tiltalt for ved et par lejligheder at have truet nogle fra ungdomsfesten med at slå dem ihjel. Den trussel blev bl.a. fremsat over for en af de unge, som på et tidspunkt ville ringe til politiet. Udover volden og truslerne på den begivenhedsrige nat, er den 29-årige tiltalte også tiltalt for at have sendt dødstrusler i form af sms-beskeder via biltelefonen. Også det nægter han sig skyldig i.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...