Festdag for vandmænd og -kvinder

60-årig klub skyder god fart i vandet. Konkurrencesvømmerne fører serie 2

Aalborg 29. september 2002 08:00

AARS: Aars Svømmeklubs medlemmer tog de første svømmetag i 1942 i skyggen af 2. Verdenskrig og med en intern økonomi, der i begyndelsen truede med at drukne klubben i friluftbadets kolde vand. I går markerede klubben, at den trods startvanskeligheder ikke gik til bunds, men tværtimod kan præsentere verden for en konkurrenceafdeling med en snes svømmere, som i øjeblikket boltrer sig på 1. pladsen i serie 2. - Aars Svømmeklub skal til stadighed være en klub, der er åben for forandring, fastslår klubformand Mogens F. Christensen. Men han erkender også, at verden er en anden end i 1942, og at verden af i dag stiller andre krav til en svømmeklub. - Vi har - beklageligt nok - set os nødsaget til at få oprettet politikker på pædofili-, narkotika- og alkoholområdet. Dette er gjort for at beskytte det enkelte medlem, men også for at markere, at klubben har en stillingtagen til disse områder, pointerer han. Korte sæsoner Det var ikke på tale i 40'erne, da klubben fandt plads i det få år gamle Aars Friluftsbad. Sæsonerne var korte - det foregik jo udendørs - og økonomien trang. Samtidig opstod der hurtigt knas i samarbejdet med Friluftsbadet. På et møde med badet om afviklingen af stævner og salg af lodsedler, nåede stemningen så hede højder, at svømmeklubbens medlemmer udvandrede. Dermed var sæsonen slut, og svømningen blev ikke genoptaget, før der var faldet ro over gemytterne næste forår. Efter tre år var klubben på så god fod, at der et par måneder efter krigens afslutning var kræfter til at afvikle "Den Jyske Svømmedag" og de jydske mesterskaber i tårnspring. "Det var et yderst vellykket stævne, der blev besøgt af ca. 800 mennesker. Aalborg blev nr. 1 i Jylland, mens Aars blev fjerde, så det må siges at være godt" blev det noteret i protokollen. I skrifterne fra klubbens 40 års jubilæum i 1982 huserer en beretning skrevet af Else Lauritsen, tidligere svømmer og bestyrelsesmedlem. Skrækbyen Struer Hun kan huske forhold, der var ganske anderledes i 50'erne end man bød svømmerne i 80'erne. - "Træningen begyndte sidst i maj, når badet åbnede. Eftersom man endnu ikke havde opvarmningsanlæg, var vandets temperatur sjældent over 14 grader, så vi startede ikke med 4-5 timers daglig træning", fastslår hun. Hendes beretning tegner et billede af en tid, hvor vilkårene nærmest var drømmeagtige i Aars Friluftsbad. Når klubben f.eks. var til stævne i skrækbyen Struer foregik svømningen i "i det inderste havnebassin. Det værste var, at flere af Struers kloakker løb ud i netop dette bassin", fortæller Else Lauritsen. " Vi klagede engang over vandet ,og især over det vi stødte på, når vi svømmede, men vi blev fejet til side. Man havde skummet vandet en time, før vi kom. At flere af svømmerne måtte blive i sengen dagen derpå, forbavsede ingen." 400 svømmere Den slags oplevelser er klubben ude over i 2002. Aars Svømmeklub har i dag ca. 400 medlemmer der spænder fra babysvømmere til de ældste på 82. - Vi har 12 trænere og 10 hjælpere, der forestår undervisningen af i alt 24 svømmehold i de 12 en halv time klubben er tildelt i svømmehallen, fortæller Mogens F. Christensen. De senere år er der bl.a. oprettet hold for babysvømning, vandgymnastik, spring og svømmeskole. I foråret eksperimenterede klubben sågar med et hold for folk med vandskræk. Det var en succes. - De er her endnu, og en 10-15 stykker svømmer på vores voksenhold, fortæller Mogens F. Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...