Festdag på Karstensens

Fredag blev nyt skib til Forsvaret døbt i Skagen af forsvarsministeren selv

Jakob Frey Ahrentzen og Kurt Bering
”Lauge Koch” er nybygning nummer 428 fra Karstensen Skibsværft i Skagen.
Skagen 9. september 2016 15:40

SKAGEN: Fredag var en sand festdag på Karstensens Skibsværft.

Det var nemlig dagen hvor det tredje inspektionsskib i Knud Rasmussen-klassen blev døbt.

Og det var forsvarsminister Peter Christensen (V) som forestod navngivningen.

Inspektionsfartøjet skal i samarbejde med de to øvrige skibe, Knud Rasmussen og Ejnar Mikkelsen, primært sejle i de færøske og grønlandske farvande og lave suverænitetshåndhævelse, søredning, fiskerikontrol, forskning og søopmåling.

Geolog og polarforsker

Herudover skal fartøjet kunne ombordtage flydespærringer, som skal kunne udlægges for at inddæmme olieforurening, fra eksempelvis et grundstødt skib.

Skibet navngives "Lauge Koch" efter den danske geolog og polarforsker Lauge Koch (1892-1964).

Og så er det hendes majestæt Dronning Magrethe 2. som har tegnet skibets våbenskjold.

Tilbage i 2004

Samarbejdet omkring bygningen af de nye inspektionsskibe til det danske forsvar begyndte tilbage i 2004, hvor kontrakt på bygning af de to første inspektionsskibe af Knud Rasmussen-klassen blev indgået.

Denne kontrakt indeholdt en option på bygning af yderligere to enheder. Da der bevilgedes penge til bygning af den tredje enhed startede forhandlingerne om kontrakten og bygning af det tredje inspektionsfartøj i 2013, som herefter blev underskrevet december 2013.

Om inspektionsfartøjet

Herefter gik byggeprocessen i gang. Skroget ankom til Skagen fra byggeværftet i Polen i april 2015, hvorefter udrustningen gik i gang.

Navngivningsfesten fredag var således markeringen af det 18 måneder lange samarbejde mellem FMI og værftet.

Skibet afleveres officielt til Forsvaret senere på måneden, hvorefter det sejler til Korsør til den sidste klargøring. Skibet forventes klar til aktion i 2017.

Fartøjet er cirka 71,80 meter langt, 14,60 meter bredt og har en dybgang på godt fem meter. Skibets besætning er på 18-20 mand.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...