Festede for ny kantine

Hornum Skole indviede kantine i går - og det blev en festdag

Små Dannebrogsflag i hænderne på elever samt festlagkage, boller, kakao, korsang og indvielsestale. Hornum Skole havde sat alle sejl til, da den i går tog en helt ny kantine i brug. Det er den gamle gymnastiksal fra 1952, der ikke er blevet brugt i mange år, som nu er ændret til en kantine, hvor Hornum Skoles 260 elever kan nyde kantinemad i lyse og venlig omgivelser. Med 433.000 kr. fra kvalitetsfondsmidler fra staten samt en pose penge fra kommunen og lidt finansiering fra skolens egne lomme, så var der ialt 575.000 kr. at gøre godt med. Og så har håndværkerne ellers knoklet siden efteråret, så skole i går kunne tage kantinen i brug og give den helt nyt liv. Skolen har ikke brugt gymnastiksalen i mange år, fordi Hornum Hallen ligger lige ved siden af skolen og kan tilbyde langt bedre faciliteter. Og så kunne lokalerne jo lige så godt blive brugt til noget fornuftigt. Da den nye kantine i går bliver indviet, så var det med underholdning af en ny udgave af det kendte Hornum Kor, der blev musikalsk ledsaget af Torben Mortensen. Koret gav to numre, før skoleinspektør Preben Krøldrup og formanden for elevrådet, Regitse Cefting, i fællesskab holdt indvielsestalen - og sammen glædede sig over, at fra at skolen gennem flere år har haft en lille skolebod i beskedne forhold, så er der nu nogle topmoderne og lækre faciliteter at gøre godt med. Hornum Skole har gennem flere år lagt stor vægt på kost og motion i bestræbelserne på at give eleverne de bedste muligheder for indlæring. - Og et dejligt kantinemiljø med gode faciliteter spiller fint sammen med de bestræbelser, lød det fra skoleinspektøren, som stærkt opfordrede til, at samtlige elever gør alt, hvad de kan for at værne om den nye kantine. - Mor kommer ikke og rydder op efter Jer, det må I selv klare, lød det formanende fra skoleinspektøren til de mange elever. Efter talerne måtte alle ud foran indgangen til den ny kantine. Her blev navnet på kantinen nemlig afsløre, efter at elevrådet har haft udskrevet en navnekonkurrence, som alle på skolen har kunnet være med i. Først skulle Kamma Jepsen Larsen fra 3. klasse dog lige have lov at klippe det røde bånd - og så blev det ellers afsløret, at lærer Irene Sødings navneforslag "Energibaren" kommer til at pryde indgangen til den nye kantine. Og inden for blev alle i dagens anledning trakteret med kakao, boller og festlagkage.

Forsiden