Festival afsluttet med fed fest

Musik 1. juli 2003 08:00

SKAGEN: Festivalen i Skagen er overstået for denne gang. Det er tid til oprydning, evaluering og forhåbentlig også lidt søvn for de mange frivillige hjælpere og en festivalledelse, der har udført et flot stykke arbejde. For de klare meldinger er jo, at det er gået godt, også med hensyn til det økonomiske. Musikalsk satte Kim Larsen med band søndag aften et flot punktum for denne gang. Vi blev belært om, at livet er langt, men at lykken er kort, og sådan føltes det også med denne koncert, hvor over 1200 stående og klappende gæster ikke formåede at forlænge lykken denne aften til mere end et par ekstra numre fra Kim Larsen, der skulle overholde en stram tidsplan også uden for scenen. Forinden havde vi så fået en række af de gode gamle: "Det var en lørdag aften", "Så længe skuden kan gå", "Rita du er dejlig" for bare lige at nævne nogle få af numrene fra Skagen Festivals afslutningskoncert. Vi havde hørt om Rudyard Kipling's flyvefisk på vejen til "Mandalay", og vi havde hørt om problemerne med at falde i søvn via tælling af får, når nu det var samme klonede Dolly, der sprang over gærdet hver eneste gang. Jo, Kim Larsen kan stadig det der på scenen uden hjælp fra kunstfonde og finanslov, og hvorfor skulle han så også tage imod en årlig kunststøtte på omkring 14.000 kroner. Turen gik videre ind over Langebro en tidlig mandag morgen, og med takstfast klappen under hele "Rabalderstræde" nærmere vi os hurtigt afslutningen for denne gang. Kim Larsen skulle selvfølgelig også op på en stol, mens han klovnede lidt og sugede på sin cigaret. - Skal vi tage den forbudte sang? Og så blev "Internationale" ellers spillet for fuld udblæsning ud mod en propfyldt sal og til stående applaus, inden Kim Larsen med band forduftede. Bagefter havde konferencier Bente Kure lidt problemer med at få kunstnerne fra festivalen ned til den traditionelle afslutning, hvor alle synger med på "It's good to see you". Det var nemlig her, hvor viserne på uret med hurtige ryk nærmer sig midnat, ved at udvikle sig til en fed fest i kunstnerbaren på 1. sal i badmintonhallen. Men hvorfor skulle det ikke også gøre det? Når man har været med til at skabe en fed weekend med masser af musik, skal der vel også være plads til en ekstra fest sådan hen omkring midnat.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...