FESTIVAL: De faste campgæster er på plads og klar til to dages spændende musikalsk træf Balsam for sjælen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Så hilser man lige på den nyankomne i selskabet med en Dr. Nielsen Foto: Carl Th. Poulsen

Musik er roden til alt godt. Ja, det er ligefrem balsam for sjælen. Og det giver fornyet energi til os, når vi her efter ferien skal på den igen. Udtalelsen er helt i tråd med den stil, LO-formand Cai Møller, Frederikshavn, lever sit liv efter. For uden at fylde på batterierne, så ender man med at gå død. Og det sker med garanti ikke, når man først har fået Skagen Festival ind under huden. - 0Det er en vane, man bliver så glad for, at man slet ikke kan undvære den, indrømmer Cai Møller. I år er det 28. gang Cai Møller er fast teltboende under en Skagen Festival. I årene inden var han kun på lejlighedsvise besøg, når tiden var til det. Så det er et ganske pænt spand af år, han har fundet lise i sjælen og musikalsk forråd til de efterfølgende måneders virke ved at gæste Skagen Festival. – Vi kommer altid onsdag og slår vores telt op på Skolemarken. Og så bor vi her og kommer rundt til de mange scener, som nu dagen bølger frem – og vores billetindkøb tilsiger. I år er det Donnie Munro, der trækker – for når Runrig ikke er på Skagen Festival, så smager den gamle forsanger jo altid lidt af fisk. – Og så er han jo også kendt for at skabe musik med liv i. Og det kan man jo godt have brug for, når man som os bruger sig selv fuldt og helt med kun en enkelt times nattesøvn, siger Cai Møller med et smil under hatten. Når Cai Møller ikke var med på fuld tid fra start skyldes det, at han selv var musiker i fritiden og havde engagementer mange steder i landet. Men i dag er der plads til det hele – musik, netværk og gode venner. Det startede i det små, men det voksede. – Så vi har fået en kreds af festivalvenner, vi ser i mange andre sammenhænge også – helt fra Fyn til Norge. Og vi mødes her, fester, skåler og nyder selskabet og musikken. – Det er den helt ideelle måde at finde kræfterne til en ny sæson, siger Cai Møller og sænker hatten en anelse for ikke at få sol i øjnene. Det kan selvfølgelig synes lidt primitivt med telte og toiletforhold på lidt gåafstand, men sådan er det slet ikke. – Festivalen skal have megen ros for toiletforholdene i år, og skulle vi føle os en anelse beskidte, så kan det jo være, vi tager et bad på lørdag, lyder det som farvelreplik fra Cai Møller inden han sætter sig ned sammen med resten af selskabet og hilser på nyankomne med en Dr. Nielsen.