Musik

Festival for fisk og landkrabber

STRANDBY:Forfatter og globetrotterTroels Kløvedal kommer til fiskefestivalen i Strandby lørdag 21. juni. Han har lovet at holde åbningstalen, og ankommer standsmæssigt med det gode skib "W. Klitgaard" sammen med en masse glade børn iklædt festlige dragter fra den tid, da Tordenskjold var ung. Det er sjette gang, at Lions Club Bannerslund i samarbejde med fiskeriforeningerne i Strandby og Frederikshavn samt de lokale fiskeeksportører arrangerer fiskefistevialen under mottoet "Fisk for enhver smag". Når Troels Kløvedal har holdt den imødesete åbningstale, åbner boderne med ferske fisk, spændende færdige fiskeretter (kreeret af Strandby Gastronomiske Skole), fastfood i form af nystegte fiskefiletter, lækre lune fiskefrikadeller, ristede tørfisk, øl, vin, vand, is og meget andet. Hvis vejret tillader det, kan man mod en beskeden betaling komme på sejlture med det 108 år gamle sejlskib W. Klitgaard, der har en fortid som fiskekutter og fiskekvase. Strandby Fiskefestival byder også på musikalsk underholdning. Dagen igennem bydes der på jazzmusik af orkestret Beachtown Jazzband med så kendte udøvere som Erik Larsen på trompet, Niels Ove Aaen, trombone, Poul Martin banjo og vokal samt Anders Krøldrup påkontrabas. Programmet byder også på harmonikamusik og Frederikshavn Mandskor. De lokalekunstmalere Sonja & Ejvind Jensen, Inge Lund, Bente Haagensen, Birthe Jørgensen, Annie Snebang og Gitte Jensen har stillet billeder til rådighed for en kunstauktion, som arrangørerne venter sig meget af. Billederne kan ses i auktionshallen fra kl. 11 og sælges fra kl. 14.30. Tidligere tiders tradition med udnævnelse af årets ankermand eller -kvinde bliver genoptaget på dette års fiskefestival. Kl. 13.45 bliver det afsløret, hvem strandbyborgerne har peget på til denne lokale værdsatte og fortjente påskønnelse. Det forventede overskud fra årets fiskefestival vil som tidligere, ubeskåret blive anvendt til Lions humanitære arbejde primært i lokalområdet.