Festival rykker sammen

Musik 17. januar 2003 01:00

SKAGEN: - Byen og havnens charme kombineret med de store musiske oplevelser som Skagen Festival altid har budt på skal være med til at gøre sidste weekend i juni til en fantastisk oplevelse. Jo, festivalens formand Henrik Jørgensen har smurt PR-maskinens stemmebånd og smører godt på for at fortælle om sommerens store musikalske begivenhed i Skagen. - Stemning - hygge - charme - den smukke by samt folkemusik i verdensklasse er kodeordene på Skagen Festival, hvor alt sker indenfor korte distancer. Alle scener er indenfor gå afstand, siger formanden. Han har ihvert fald ret med hensyn til gåafstanden, for hele festivalen er for første gang i rundt regnet 10 år samlet i Skagen by. Campen nogle kilometer udenfor byen er droppet og er allerede en historie, der nogle år endte i himmelvand, mudder og underskud. Nu kigges der fremad mod den 33. udgave af Skagen Festival, som meget gerne skulle give et pænt overskud, så noget af den godt 800.000 kroner store gæld kan afdrages. - Det er dyrt at etablere en camp, og der skal mange hjælpere til. Vi flytter al overnatning til skolernes idrætspladser, hvor vi er tætte på alle mulige installationer. På den konto alene sparer vi en kvart million kroner, men der kommer jo selvfølgelige nogle omkostninger til blandt andet leje af skolernes pladser med mere, fortæller formanden. Nyt i år bliver en scene i Kappelborgskolens gård, hvor Henrik Jørgensen forventer mange strøgkunder, der fra gågaden kan lokkes indenfor af både musik og andet livligt liv. - Her vil der være musik i dagtimerne med primært halvakustisk lydniveau. Her møder du en lille oase midt i byen, hvor der naturligvis er mulighed for at nyde en velskænket fadøl, mens der lyttes til folkemusik i alle dens vidunderlige afskygninger, lyder formandens reklamerøst. Skagen Festival øger satsningen på havnen i år. Det kendte telt med plads til 350 gæster forlænges, så der bliver plads til 850 på det, der kaldes havnescenen. - Her vil du kunne opleve kendte og mindre kendte folkemusik orkestre få teltdugen til at lette. For her er stemningen i top med masser af levende musik fra tidlig formiddag til langt ud på natten. Hvert år kan du her opleve et eller flere mindre kendte orkestre få sit gennembrud for derefter tit og ofte året efter at være at finde på en af festivalens større scener. - Lørdag og Søndag eftermiddag serveres her det store fiskebord, hvor de bedste råvarer fra havene omkring Skagen supplere den i forvejen store musiske oplevelse med en kulinarisk af samme format. Søndag eftermiddag er blevet noget af et tilløbsstykke. Her præsenteres Sea Shanty, hvor en stor del af festivalens musikere går sammen om søens sange i hvad der altid bliver en forrygende eftermiddag, fortæller Henrik Jørgensen. Læs mere om festivalen på kultursiderne i dagens avis. Lokalt fortæller vi i morgen lørdag mere om Skagen Festival 2003.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...