Festival-samarbejde: Nu er det alvor

Musik 20. marts 2003 07:00

I dag skal det nye samarbejde mellem 16 danske musikfestivaler stå sin første alvorlige prøve i Tønder, hvor branche-organisationen Festivaldanmark dk.har indkaldt til møde om fælles indkøb og brug af grej. - Alt fra køb af sorte affaldssække og til fælles brug af gaskomfurer står på programmet, fortæller Nordjyllands eneste repræsentant i bestyrelsen, formand for Nibe Festivalen, Peter Møller Madsen. Han står i spidsen for Nordjyllands største tilbagevendende musikbegivenhed med 21.000 betalende gæster sidste uge i juni, og har store forventninger til det nye samarbejde, der i sidste måned afløste det noget mindre SeksXFestival - med seks medlemmer, hvor Skagen Festivalen var det ene af dem, og skagboerne fortsætter som tidligere fortalt i den nye, ambitiøse og stærkt forstørrede branche-organisation. Festivaldanmarks medlemmer omsætter for millioner af kroner og udgør tilsammen det måske vigtigste udstillingsvindue LIVE for kendte og mindre kendte bands og solister fra ind- og udland. - Der er fantastisk mange fordele ved at samarbejde, selv om vi nogen gange er konkurrenter. Tænk bare på de enorme summer vi tilsammen bruger på indkøb af grej som sorte affaldssække og gaskomfurer. Måske ender det med, at vi køber en hel del ind sammen for at presse prisen ned i et mere rimeligt leje, og en hel del kan vi bytte os frem til med hinanden, så grejet bliver bedre udnyttet, vurderer Peter Møller Madsen. Han varsler også et måske udvidet samarbejde om indkøb af musik, om sikkerhed på festivalpladserne, og en fælles holdning til krav fra myndighederne.Som da brandmyndigherne via et diktat fra ledelsen i København for to år siden helt opstillede skrappere krav til den ret store lille fede Nibe Festival to dage før den åbnede. - Det var helt urimeligt. Ikke alle har samme grad af sikkerhed som hos os, men vi havde styr på brandsikkerheden dengang og har det fortsat. Ved at samarbejde kan de 16 festivaler i højere grad optræde med fælles stemme for at undgå de værste påduttede krav udefra.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...