Festival skaber mange venskabsforbindelser

Også internationale kontakter opstår ved det store musikarrangement

AALBORG:Engelsk var den nærliggende løsning, når det kneb med den dansk-svenske forståelse, og i det hele taget var stemningen på mange måder international ved Ungdomsringens Musikfestival, der fredag og lørdag blev holdt i Aalborg Kongres & Kultur Center. Ud over flere tusinde deltagere fra hele landet, så mødte der også bands fra de nordiske lande - bl.a. også Ålandsøerne - samt fra England og Bulgarien. På festivalen var der desuden et par observatører fra Albanien, og det er muligt, at Albanien næste år også får et band med. Her er arrangørerne ved at undersøge forskellige økonomiske støttemuligheder bl.a. fra forskellige fonde, og der kan også være en mulighed for hjælp fra et EU-program. 6000 børn og unge overnattede natten til lørdag på skoler og institutioner i Aalborg-området, inden de lørdag sidst på formiddagen mødte op for at følge musikken på en af de syv scener. - Gennem indkvarteringen bliver der også skabt en række kontakter. F.eks. har nogle fra FDF sørget for overnatning til nogle deltagere fra Silkeborg, og det kan FDF'erne senere få glæde af, når de skal på kanotur til Silkeborg-søerne. På samme måde havde vi på Fristedet nogle unge fra Karlstad i Sverige til at overnatte, og det får vi glæde af, når vi skal på tur til Karlstad, siger Jens Larsen, der er leder af Fristedet og som er med til at arrangere musikfestivalen. Festivalen bliver betegnet som Ungdommens Roskilde Festival, og Jens Larsen vurdering er, at festivalen vokser år for år. Mere end 200 band deltog denne gang, og antallet af besøgende har været anslået til op mod 25.000. - Vi skal selv optræde flere gange, og så skal vi høre nogle af de mange bands der med. Men vi regner også med, at vi får tid til at kigge på forretninger, fortæller Esther Penthien og Annelise Nielsen, der er med i dansegruppen Klubben, der kommer fra en ungdomsklub i København. De holder sig mest til hip-hop og musik i Sting-stil, mens melding fra Benny Oscarsson og Johanna Elofsson er, at de er kommet for at høre heavy metal-musik. De to unge svenskere er med i gruppen Dark Intentions fra Tollarf. Gruppen betegner sin musik som rock-punk. 12-årige Pernille Glud Nielsen fra Bjerringbro havde været tidligt oppe lørdag for at nå til Aalborg, inden dagens program begyndte kl 11. Hun og kammeraterne fra institutionen Enggaarden valgte at starte med madpakker eller en gang pomfritter og sodavand. - Men vi er kommet både for at høre musik og for at snakke med en masse andre, sagde Pernille, da hun var klar til at tage et overblik over aktiviteterne.