Festival vil tredoble antallet af gæster
Egholm Festival igen i år - udvider med aftenarrangement og flere boder

Gæsterne skal sidde endnu tættere på årets Egholm Festival - der skal være tre gange så mange, lyder ambitionen. Arkivfoto: Daniel Bygballe Foto: Daniel Bygballe
EGHOLM:Igen i år bliver der festival på limfjordsøen Egholm.
Arrangørerne - de tre kammerater Jens Christian Haar, Klaus Pedersen og Jens Christian Demant - er godt i gang med planlægningen. Sidste år arrangerede de den første Egholm Festival nogensinde, og det gav kun lyst til at gøre festen endnu større.
- Vi satser på op imod en tredobling af gæster, lyder det fra Jens Christian Haar.
Sidste år løste cirka 600 gæster billet til to dage med musik.
I år bliver der også to hele dage med fuldt musikprogram fra formiddag til midnat. Det er fredag 2. august og lørdag 3. august.
Som noget nyt bliver der åbent om aftenen torsdag 1. august, altså en optakt til festivalen.
Der bliver et gratis campområde, hvor det er muligt at overnatte i eget telt, og gæsterne skal ikke sulte eller tørste. Som sidste år byder Restaurant Kronborg på mad, og i år udvides der med andre boder med mad fra lokale leverandører. Der bliver selvfølgelig også drikkevarer, og der tilføjes flere boder i år.
Alt i alt satses der på en større musikfest, men én ting ændres ikke:
- Festivalen er dedikeret til upcoming musikere, først og fremmest fra Nordjylland, understreger Jens Christian Haar.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.