Festivalen halvvejs hjemme fredag nat

EMNER 29. juni 2003 08:00

SKAGEN: Allerede fredag nat kunne ledelsen af Skagen Festival konstatere, at halvdelen af festivalens budgetterede omsætning var nået, og at alt tegnede til at blive en meget stor lørdag på alle måder. Smilene var da også klart fremme på pressemødet i går, selv om ledelsen selv understregede, at det store smil måtte vente lidt endnu. Ikke fordi de ikke stadig er meget optimistiske med hensyn til resultatet, men fordi de har lært fra tidligere års festival, at der pludselig kan dukke uventede skyer op både direkte og i overført betydning. - Vi var noget spændt på, hvordan det ville gå med havnescenen. Det er jo noget af en satsning fra det ene år til det andet at skifte et telt med plads til 300 gæster ud med et telt, der kan rummer 850, men det tegner til at blive en succes, fastslog formanden for Skagen Festival, Henrik Jørgensen. Der var da også tendens til nervøs mave og rystende hænder ved 19-tiden fredag aften, da der stort set ingen gæster var i teltet, men både mave og hænder faldt noget til ro omkring klokken 22, da der var ved at være halvfyldt i teltet, og en time senere var der meget pænt fyldt op, så nervøsiteten kunne erstattes af travlhed med at skænke fadøl til gæsterne. Også torvescenen, indrettet i skolegården på Kappelborgskolen ligner en succes. - Det kan godt ægre mig nu, at vi før festivalen besluttede, at torvescenen skulle slutte hver dag klokken 18. Der har været så stor interesse for at være med, at vi sagtens kunne have fortsat til klokken 22, så det er da noget, som vi overvejer at ændre til næste år, sagde formanden. De nyindrettede campingpladser ved Kappelborgskolen og Hedeboskolen fungerer ifølge festivalledelsen godt, og her er økonomien også tilfredsstillende. Med helt fyldt op med campingvogne på pladsen ved Kappelborgskolen og cirka 130 enheder på pladsen ved Hedeboskolen, var det budgetterede på plads ved middagstid i går, og hvad der så er kommet til senere er overskud i forhold til budgettet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...