EMNER

Festivalen holder på regnskabet

Hvad stikker der under tavshed om årets resultat, spørger skagbo

SKAGEN:Det er nu snart tre måneder siden, Skagen Festival spillede årets sidste tone, og offentligheden kan fortsat ikke få indblik i årets økonomi. Det undrer blandt andre Ejnar Norsk, som siger: - Der er sikkert mange ligesom jeg, der ikke forstår, hvorfor man endnu ikke har hørt noget om det økonomiske resultat af årets festival. Hvorfor skal det ligesom tidligere vare så længe? Er kuglerammen blevet væk, eller er den gået i stykker, siger skagboen. - I mine yngre dage var jeg ofte med til at lave offentlige arrangementer. Dog ikke helt så store som festivalen, men alligevel. Vi kunne hurtigt få et regnskab frem og heldigvis med et positivt resultat. Se også hvor hurtigt vi ser et resultat hvad angår motorcykeltræffet. Ejnar Norsk mener, at økonomien i festivalen interesserer mange - blandt andre alle, der på den ene eller anden måde støtter festivalen - og at stilheden kan sætte gang i mange rygter og spekulationer. - Er det ikke på tide, at resultatet kan blive offentliggjort? Hvad stikker der under, spørger han. Formanden for Skagen Festival, Helle Skaarup, siger: - Det er flere år siden, vi besluttede først at offentliggøre resultatet af årets festival på generalforsamlingen, og det holder vi fast ved. Årets generalforsamling holdes lørdag 6. november klokken 14 i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Samme aften og sted er der medarbejderfest klokken 18.