Festivalfredag med guitarer

Nibe Festivalen Blue Junction The Cardigans Tim Christensen Et af de sidste billeder, der brænder sig fast på nethinden, der klokken 01.29 natten til lørdag, er den midaldrende herre, som hæmningsløst står og laver fejende møllesving ned over sin sorte paraply. Hvad han har gang i? Han har gang i slutningen af Tim Christensens sæt, som piskede stemning, taktfast klappende hænder og ligtherne i vejret. Og det er der midt i den sødeste og vildeste rock'n'roll, at anmelderen pludselig ser lyset. Det handler sgu' da om guitarer. Tænk tilbage, tænk tilbage. Små fem timer tidligere gik bluesgruppen Blue Junction på scenen, efter at Patrik Isaksson var blevet færdig med sin velklingende, tandløse tøsepop. Bluesguitarister, Ole Frimer og Uffe Steen, er også velklingende. Men på en helt anderledes saftig måde. Deres indbyrdes guitararbejde er gnistrende perfekt og så tæt, at du ikke kunne klemme et ekstra plekterklimt ind fra selveste Dire Straits, Mark Knopfler, uden at det lød forkert. Og musikken - er jordnær, robust blues, shuffle, tex-mex og rock. Tempofyldt og sejttrækkende. Musik, som sangeren Henning Stærk straks ville føle sig hjemme i. The Cardigans. Vi elsker dem for det flotte brogede lydtæppe, de ruller ud foran os og venligt beder os om at tage plads på, inden de tager os med på en magisk flyvetur. Og det er præcist det, de prøver at gennemføre, da de næsten på slaget 21.30 indleder deres timelange sæt med "And Then You Kissed Me" Den lille spinkle, sortklædte Nina Persson imponerer med sin intensitet og nærvær, og det er melodisk rock i særklasse, der her bliver præsenteret. Men Cardigans vil andet end blot fyre hit efter hit af og giver også plads til de stille og rolige ballader. Så selvfølgelig får vi både Erase & Rewind, men også den eftertænksomme "Communication". Og den spillestil har publikum svært ved at greje, så hver gang de tror, at nu er vi for alvor på vej op at flyve, så er vi faktisk på vej ned til et stille nummer. Til sidst går der dog for alvor guitar i den i "Hangin' Around" og ikke mindst "My Favorite Game", der med sit syngende gentagende guitarriff får den op at ringe. Og så er det fordi. Ingen ekstranumre fra Cardigans og Persson, der også havde sine problemer med at synge ordentligt igennem til sidste. Et profft band, som leverede varen pænt uden at det blev prangende. Og derfor også skuffede lidt. Men dagsformen rakte ikke til mere. Tim Christensen skuffede ikke. Allerede på vej ned ad den smattede sti der en halv time efter midnat, kan du høre de tæt syngede, overstyrede guitarer flette sig ud og ind imellem hinanden i hvid, hvid salig støj. På scenen står han selv midt i et blændende lyshav og styrer tingene foran menneskehavet. Musik, som er rå og melodisk, følsom og overstyret. Sweet, sweet rock'n'rol. Hvad enten vi får prøver på mandens blide poetiske åre – ja, vi fik den med Nikolaj og Julie "Rigth Next To The Rigth One" som ekstranummer med massivt publikumskor – men først og fremmest heftig, heftig rock'n'roll med pedalen trykket helt i bund og så ud i overhalingsbanen og derudad. Christensen og band på sådan en aften kan minde om Beatles, da de var helt unge og overgivent respektløs gav de andre baghjul. Samme overskud, samme selvfølgelige rigtighed – gode melodier spillet tæt. Åh, det gør godt at se det gamle rock'n'roll dyr få en tiltrængt blodtransfusion. Glem alt om de nedslidte rockringvrag Slade, der er langt mere "Far Far Away", end nogen vel i deres vildeste mareridt kunne have forestillet sig. Jeg har hørt dansk rocks fremtid. Den er på en gang honningsød og rå, og den hedder Tim. Bent StenbakkenBent Stenbakken@nordjyske.dk Blue Junction, The Cardigans, Tim Christensen, m.fl. Nibe Festivalen, fredag aften & nat.