Danmark

Festivalgæster vælter hegnet på Roskilde

Efter et par år uden hegnvæltning, har festivalgængere i år endnu engang væltet hegnet til Roskilde Festival.

Festivalgæster vælter hegnet på Roskilde

De skulle blot vente en halv times tid, så ville portene åbne sig.

Men nogle af festivalgængerne på dette års Roskilde Festival kunne ikke dy sig, og ved 17.30-tiden væltede de hegnet ind til festivalpladsen.

Herefter strømmede flere hundrede festivalgængere ind på pladsen - slæbende på telte, tasker og rigelige mængder drikkevarer - for at få en af de mest eftertragtede pladser til at slå lejr.

Mange hundrede af festivalgæsterne har ligget i kø foran indgangene siden fredag for at sikre sig en god plads forud for den store jagt på en god teltplads.

De festivalgæster, der nu er i gang med at sætte deres telte op, kan forvente at få en afgift på 3500 kroner. Det fortæller Roskildes talskvinde, Christina Bilde.

- Det er ret let at finde dem, der er sprunget over hegnet, for de har ikke fået det midlertidige armbånd, som de andre festivalgæster får, siger hun til Ritzau.

Ordningen med midlertidige armbånd blev indført for to år siden netop for at forhindre folk i at vælte hegnet. Og indtil i år har ordningen også holdt folk fra at trænge ind på teltpladsen før tid.

Christina Bilde gætter på, at det seneste døgns våde vejr kan have været med til at få folk til at springe over hegnet.

- De har ventet længe og er våde og kolde - og det påvirker stemningen, når de sidder og venter. Det er jo en helt anden historie at sidde i solskin og drikke øl, siger hun.

Det var de ventende gæster ved indgang Vest 1 og 2, der blev utålmodige og plankede hegnet en halv time før tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.