Festlig afsked med alles Karen Margrethe

Efter 34 år på Bælum-Solbjerg Skole havde viceinspektør Karen Margrethe Andersen sidste skoledag

BÆLUM:Som en stor overraskelse stod 250 elever og kippede med flaget på Bælum-Solbjerg Skole, da Karen Margrethe Andersen i går for sidste gang gik ind gennem skoledøren som viceinspektør. Eleverne fra børnehaveklasse og helt op til niende klassetrin stod således langs de nyrenoverede gange og råbte velkommen og fulgte deres alle sammens viceinspektør ind i skoles samlingssal. I skolens store sal bød den forholdvis nye skoleinspektør Steen Knutzen den noget overvældede Karen Margrethe Andersen velkommen til hendes sidste, rigtige skoledag. - Kære Karen Margrethe. Tak for en enestående indsats. Selv om jeg kun har været her på skolen en måned, så fornemmer jeg virkelig, hvor meget du betyder for os alle sammen, sagde inspektøren, der herefter satte sig tilrette foran klaveret, hvor han slog tonerne an til elevernes egen hyldestsang til Karen Margrethe. Alle skolens klasser havde nemlig skrevet et personligt vers til Karen Margrethe, der flere gange måtte trække på smilebåndet, når eleverne sang om cigar-rygning i skolegården og irriterende gråt hår. Vemodigt farvel Karen Margrethe valgte tilbage i september at forlænge sin dagligdag på skolen, selv om hun egentlig havde planlagt at gå på efterløn. Men på grund af, at da der på daværende tidspunkt ikke var fundet en ny skoleinspektør, lod hun sig overtale til at blive et par måender længere som konstitueret skoleleder. - Jeg har haft så mange dejlige år på skolen, og når nu skolen havde brug for mig, ville jeg gerne blive lidt længere. Nu har jeg været med til at aflevere en velfungerende og nyrenoveret skole til en ny leder. Og det er jeg meget glad for, siger Karen Margrethe Andersen, der er afklaret med sin beslutning om at stoppe. - Jeg kommer til at savne alt det liv, der er på en skole. Børnene og kollegaerne er jeg rigtig glade for, forklarer Karen Margrethe Andersen, der lige nu har det som om, at hun er på vej på juleferie, men jo samtidig godt ved, at hun ikke skal møde efter ferien. - Jeg vil se hvad tiden bringer. Lade mig inspirere af de ting, der falder mig ind, siger Karen Margrethe Andersen, der fortsat vil bo i lokalområdet. Karen Margrethe Andersen blev uddannet lærer tilbage i 1968. Herefter fik hun job på en skole i Kolding inden hun begav sig mod Århus, hvor hun fik et job på en at de større skoler. Men i 1971 fandt hun altså vej til Bælum-Solbjerg Skole, hvor hun har været ligesiden. - Da jeg skulle pakke mine matematik-sager sammen forleden, fik jeg en klump i halsen. Det var som om, at jeg pakkede et helt liv sammen, siger Karen Margrethe Andersen med en alvorlig tone i stemmen. Ny inspektør Siden første november har Steen Knutzen været inspektør på skolen, og han er glad for Karen Margrethe Andersens assitance den første tid. - Hun har så utrolig stor indsigt i, hvordan tingene fungerer her på stedet. Og det har været en stor hjælp, siger den nye inspektør, der kommer fra en stilling som viceinspektør på Klaurp Skole. - Jeg glæder mig virkelig meget til at tage fat på opgaven som ny inspektør på skolen. Og der er da ingen tvivl om, at jeg har lært et par nyttige fif af Karen Margrethe, siger Steen Knutzen.