Festlig indvielse af farverigt bytorv

Der blev flaget i Birkelse, da byens nye torv blev indviet af 104-årig forud for et velgørende cykelløb

Henrik Strømgaard
Svend Andersen ser til, mens 104-årige Nanna Andreasen indvier bytorvet i Birkelse. Dermed var der god grund til at flage i byen - arbejdet med torvet som en del af byforskønnelsen har stået på i flere år. Foto: Torben Hansen
Cykelsport 26. august 2007 06:00

BIRKELSE: For mange mennesker i Birkelse var dagen i går noget ganske særligt. En af dem, der med garanti vil huske lørdag 25. august 2007, er Jørgen Olsson. Han har været lokal tovholder på byens nye torv foran hallen, og i går kunne torvet indvies. I sin indvielsestale kunne Jørgen Olsson fortælle, at der har været langt til målet. - For nogle år tilbage blev der i den daværende Aabybro Kommune afsat midler til udvikling af lokalsamfundene. Der var borgermøder, og lokale arbejdsgrupper, eller ”lokale rødder”, blev nedsat. En af dem skulle så se på byfornyelsen i Birkelse, fortalte Jørgen Olsson. Der var to store ønsker på bordet, en forbedring af Gl. Landevej - byens hovedgade - og trafiksikring ved skolen. Men ingen af delene har kunnet gennemføres endnu. - Faktisk er det lidt en tilfældighed, at vi står her i dag til indvielse af bytorvet. For pengene til hovedgaden og trafiksikring skulle komme via krone-til-krone-tilskud og støtte fra fonde. Der var bare ikke fonde, som støttede byfornyelsen af en hovedgade. Så der var kun økonomisk støtte til bytorvet, forklarede Jørgen Olsson. Dermed ikke sagt, at byfornyelsen er afsluttet. Her og nu er der dog kun bytorvet at vise frem som et synligt resultat af de lokale rødders arbejde. Til gengæld er det også et farverigt et med store, farvede felter og skulpturer, som børnene kan lege på. Borger- og håndværkerforeningens formand Egon Thøgersen ønskede byen tillykke med torvet, og så havde han fornøjelsen af at hjælpe en af landets ældste borgere med at stå for selve indvielsen. Det var nemlig 104-årige Nanna Andreasen, beboer på byens plejehjem, som klippede den røde snor. Torveindvielsen var lagt samme dag som det traditionelle cykelløb med ryttere fra et større område. Både Birkelse Idrætsforening (BIF) og byens initiativgruppe står for løbet - eller rettere de to løb - hvor der cykles penge hjem til både ungdomsarbejdet i BIF samt til kræftramte børn på Aalborg Sygehus. Og her var der ikke tale om småbeløb. BIF fik sammenlagt 86.000 kroner ind, og 14.200 sendes til Aalborg Sygehus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...