Lokalpolitik

Festlig indvielse af nærbane

Byerne langs den nye nærbane mellem Lindholm og Støvring har forberedt sig til fest i anledning af åbningen af nærbanen i morgen.

Musik, julemarkeder og taler kommer til at præge begivenhederne, når nærbanens syv stationer officielt indvies. Festlighederne begynder kl. 10.30 på Lindholm Station, hvor Aalborg Kommune sørger for mad og drikke til de fremmødte. Aalborg Garden underholder, og trafikminister Flemming Hansen (K) og Aalborgs borgmester Henning G. Jensen (S) taler, inden særtoget med de indbudte gæster kører kl. 11.17. Ifølge forretningschef ved DSB i Aalborg, K. E. Bendixen, er der et begrænset antal pladser ledige på toget, da de fleste af pladserne er reserveret. På vej sydover invies de nye stationer, efterhånden som indvielsestoget kommer frem. Kl. 11.20 indvies stationen i Aalborg Vestby på forpladsen ved handelsskolen. Det betyder, at toget kører over i den modsatte side, hvor der er plads til, at trafikministeren kan klippe snoren. Efter et kort ophold går turen videre til Aalborg Banegård, hvor toget standser i cirka 10 minutter, inden toget fortsætter til Skalborg Station, hvor snoren også skal klippes over af Flemming Hansen. Han finder også saksen frem på Svenstrup Station, hvorefter toget ruller mod Støvring, hvor toget ankommer kl. 12.02. I Støvring fejres begivenheden hele eftermiddagen med blandt andet musik af Souvenirs og jazzorkestret Wash. Trafikministeren, borgmester Anny Winther (V) og amtsborgmester og formand for Nordjyllands Trafikselskab Orla Hav (S) holder tale. DSB-Harry er også med, og der er fest i teltet med blandt andet æbleskiver og drikkevarer, juleunderholdning for børn, hoppeborg og luciaoptog, og en veteranbus kører gennem byen. I Skørping vil der også være masser af julestemning. De handlende klæder sig ud i tøj fra gamle dage, og der er stort julemarked på stationspladsen. Den allestedsnærværende julemand er naturligvis også på plads, Harry bidrager også til festlighederne, og en hestevogn kører folk gennem byen. Borgmester Børge Olsen (S) og trafikministeren taler. Frem mod åbningen i morgen er der delt 1.000 gratis billetter i Aalborg, Støvring og Skørping, men det er muligt for endnu flere at få en gratis tur på nærbanen mellem kl. 9.25 og 15.30. Bortset fra særtoget køres der mellem Lindholm og Skørping efter køreplanen. Første afgang er fra Aalborg kl. 9.25 mod Skørping, hvor toget er fremme kl. 9.46. Sidste afgang er fra Lindholm kl. 15.13. Særtoget fortsætter efter den første tur med alle de indbudte gæster. Det betyder, at der er pladser på særtoget fra Skørping kl. 12.56 og kl. 14.56 samt fra Lindholm kl. 13.45. Minuttallene for de enkelte stationer på Aalborg Nærbane kan ses på www.dsb.dk.