Festlig og underholdende aften
Jacob Haugaard fik mange grin frem i Dronninglund

Galleri - Tryk og se alle billederne.
DRONNINGLUND:Det blev en særdeles festlig og morsom aften, da entertaineren og komikeren Jacob Haugaard indtog scenen på Dronninglund Kunstcenter foran et forventningsfuldt publikum. Sjælden er der blevet grinet og klappet så meget, som der blev denne aften, hvor Jacob Haugaard på sin helt egen måde fortalte løst og fast om sit omtumlede liv med store op- og nedture.
- Fra jeg var 12-13 år har jeg vidst, at jeg ville være berømt. Det var jeg aldrig i tvivl om, sagde han, der meget tidligt i livet fik et stort alkoholforbrug.
- Jeg var døddrukken hele min ungdom og mest kendt for at være ham den tossede. Men jeg var dog kendt, og se bare nu! Jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt som kunstner i disse smukke omgivelser, sagde han.
Selv om hans livshistorie er kendt af de fleste, blev det alligevel en spændende gennemgang af et meget anderledes liv. Hele fortællingen om hans politiske karriere, hvor han i første omgang blev opstillet for partiet ’Bevidst arbejdssky elementer’ fordi der ikke var andre, der ville stille op, til han på baggrund af en række tomme valgløfter i 1994 kom i folketinget og der fik en central rolle, fordi han netop sad på det 90. mandat, fortalte han med humor og selvironi.
- Jeg vidste intet om politik, og det var måske også en fordel, sagde han.
Ind imellem den underholdende gennemgang af sit brogede liv blev der også tid til nogle af de sange, han er kendt for. Han akkompagnerede sig selv på hjemmebygget guitar og med et sæt kunstige tænder som rytmeboks. Især én af sangene kom til at betyde meget for ham.
- Jeg sad på Christiania i en kæmperus og spillede min sang om ’Haveje’, da Kim Larsen kom forbi. Han hørte den og spurgte, om han måtte indspille den. Det måtte han jo gerne, for jeg anede ikke, hvad jeg sagde ja til. Den kom så med på ’Midt om natten’, der er den mest solgte plade i Danmark nogensinde. Indtægterne fra denne plade reddede min økonomi, sagde han og fortsatte med sjove anekdoter og humoristiske sandheder iført først rottekostume og siden sølvhabit.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.