Festlig optakt til kartoffelferien

De blå vandt over de røde i kartoffeltriathlon ved årets kartoffelfestival.

Svend Ole Jensen
Der blev selvfølgelig gravet kartofler op ved årets kartoffelfestival. Og vejret var perfekt til markarbejde. Foto: Torben Hansen
Naturvidenskab 17. oktober 2011 10:51

Kartoffelfestivalen ved Gård 18 blev som sædvanlig holdt i et fantastisk flot efterårsvejr. Straks fra tidligt på formiddagen, hvor temperaturen trods sol endnu ikke have nået de to-cifrede højder, strømmede det til med besøgende. Jan Nørgaard, formand for festivalen, bød velkommen. Netop på grund af det flotte vejr var der ikke så mange avlere til stede. De havde travlt med at få kartoflerne op. Regnen har gjort det træls i år. Årets kartoffeltriathlon var en dyst mellem de blå og de røde - altså Venstre-byrådsmedlemmer mod S-SF kommunalpolitikere. Det blå hold bestod af Jens Jungersen, Helle Bak Andreasen og Ib Nellemann. Selv om borgmester Mogens Gade betegnede det som et B-hold, var det stærkt nok til at besejre Søren Dybdal Møller, Inge Pedersen og Erik Ingerslev. Der var tre discipliner, og de blå vandt alle tre. De to hold skulle bl.a. løbe en runde med en kartoffel på en ske. Erik Ingerslev var suverænt den langsomste, men forsvarede sig med, at han var den eneste, som overholdt reglerne ved ikke at lade en finger støtte kartoflen på skeen. Det vindende hold fik en sæk vildmosekartofler til hver deltager. Det tabende holds medlemmer fik en mindre kasse med kartofler - pudsigt nok var det de røde kartofler "cerisa". Dagens højdepunkt var udnævnelsen af årets kartoffelambassadør. Det blev i år en indfødt, nemlig Inge Lise Hornemann, som er født på gård 1. Her boede hun de første 20 år af sit liv, men har siden boet på Sjælland. Mogens Gade, som var kartoffelambassadør i 2010, præsenterede den ny ambassadør. - Vi er født i samme år, vi har gået på samme gymnasium og vi kørte i bus sammen til gymnasiet i Brønderslev, sagde Gade. Inge Lise Hornemann kunne ikke selv møde op og modtage diplom og den gyldne kartoffelskræller. Hun var syg, men havde sendt veninden Hanne Valentinussen, som holdt den takketale, Inge Lise Hornemann havde skrevet. Der var præsentation af Grethe Rolles ny bog om Vildmosen, og direktør Bettina Refsgaard, Spar Nord, Aabybro, overrakte Leif Larsen, formand for Vildmoseporten, en check på 100.000 kr. En gave fra Spar Nord Fonden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...