Hadsund

Festlig start på festugen

Først var der taler og så var der underholdning med en stribe aktører på scenen i ny koncertsal

Kim Sjøgren og The Little Mermaids Okrkester optrådte flere gange under koncerten - blandt andet sammen med de lokale kunstnere. Foto: Martin Damgård

Kim Sjøgren og The Little Mermaids Okrkester optrådte flere gange under koncerten - blandt andet sammen med de lokale kunstnere. Foto: Martin Damgård

Det blev en særdeles festlig indledning, da startskuddet til den første festuge i Mariagerfjord Kommune blev fyret af fredag aften. Den nybyggede koncertsal ved frikirken i Mariager dannede ramme om en gallafest, der bød på en bred buket af underholdning udi den musiske verden. 350 publikummer kikkede på. Kim Sjøgren og The Little Mermaids Orkester var hovednavnet: Og publikum oplevede dem ikke blot en enkelt gang. En af overraskelserne var, at Sjøgren og de dejlige piger optrådte gennem hele showet, ofte sammen med de lokale navne. Ved gæsternes ankomst spillede Hadsund Skoleorkester, og i pausen hamrede Pots and Pans løs på olietønder. Forud for gallashowet havde formand for styregruppen Jane Grøn budt omkring 100 indbudte gæster velkommen. - Der bliver i løbet af ugen 84 arrangementer, og næsten 4000 mennesker er i spil på den ene eller anden måde, oplyste Jane Grøn. I forbindelse med showet blev der også talt af både borgmester H.C. Maarup og af formanden for kulturudvalget, Jørgen Pontoppidan.