Festlige forening gør klar til fest

LØGSTØR:Løgstør Borgeres Sygeforening, der er en festlig forening, hvor en lang række af byens borgere er med, er i øjeblikket ved at lægge an til årets efterårsfest. Den afholdes på Pavillon Christiansminde i Løgstør 25. oktober, hvor der bliver musik af Lottenburger Singers. Lottenburger Singers består af Lotte Lottenburger og Eigil Nielsen, der har spillet sammen i 40 år. Lottenburger Singers bestod oprindeligt af fire musikere, der turnerede i Skandinavien indtil 1969. De bosatte sig alle i Aalborg som viste sig at være et godt udgangspunkt for de næste mange års spillejobs på hoteller og restauranter, kroer og haller. Nu er det efterhånden Duo-jobs, som beskæftiger Lottenburger Singer. Udover musikalsk underholdning, har foreningens bestyrelse lagt op til, at medlemmerne også skal bidrage til underholdningen. Derfor har bestyrelsen for Løgstør Borgeres Sygeforening appelleret til de menige medlemmer om at bidrage med sange, konkurrencer m.v. Har man forslag er man velkommen til at kontakte bestyrelsen som gerne vil være behjælpelig.