Handicappede

Festlige forviklinger i fritidscenter

Skagen Amatørteater høstede velfortjent applaus med sit nye stykke "Hjælp - staten betaler"

SKAGEN:De 11 lokale amatørskuespillere fra Skagen modtog fortjent applaus fra tilskuerne både til generalprøven torsdag og premieren fredag i Skagen Kultur- og Fritidscenter, men den bedste kvittering fra publikums side var nok den kollektive latter, der havde det med at vokse og vokse, som lystspillet "Hjælp - staten betaler" skred frem. Ikke mindst 3. akt, hvor de mange forviklinger mellem personerne i dagligstuen på Sct. Laurentii Vej 158 nåede nye højder for at lægge op til en stor finale, satte for alvor lattermusklerne på overarbejde. Og så bliver det jo altid ekstra sjovt, når det er kendte lokale, der optræder. Selvfølgelig var der også skønhedsfejl, det er jo ikke Det kongelige Teater, som vi snakker om. Vivi Hedegaard havde for eksempel nok at se til som sufflør, men det var altså også mange replikker, der skulle læres, og det var der selvfølgelig nogle, der klarede bedre end andre. Men fornøjeligt var det, og som i et rigtigt lystspil endte det jo også godt, uden at vi skal røbe for meget af handlingen. Socialt bedrageri Michael Cooneys lystspil i tre akter foregår egentlig i London, men er i anledning af opførelsen i Skagen Kultur- og Fritidscenter flyttet til Skagen, hvor Erik Svane (Finn Bloch-Larsen) gennem længere tid har bedraget de sociale myndigheder ved at påstå, at der bor en række mennesker i hans hus, som har brug for økonomisk hjælp af både den ene og den anden art. De sociale ydelser beholder han selv, men på et tidspunkt begynder folk fra socialkontoret at dukke op i Svanes hus på Sct. Laurentii Vej for at få underskrifter og lignende, og så går det helt galt. Erik Svane forsøger at komme ud af det, for eksempel ved at fortælle de sociale myndigheder, at en person, der tidligere har fået hjælp, nu er død, og at de derfor ikke længere skal sende penge fra socialkontoret, men Erik Svane finder hurtigt ud af, at det ikke er så let, for hvis en person er død, er der jo både brug for hjælp til begravelse og krisehjælp, og så er der også pludselig en bedemand, der banker på døren, for at ville tage sig af liget. Flere inddrages Sådan fortsætter udviklingen, og der bliver hårdt brug for hjælp fra den logerende, Norman Bassett (Ingolf Hedegaard), og onkel Georg (Helmer Andersen), som bliver presset til at spille forskellige roller af hensyn til de sociale myndigheder. Glæd jer for eksempel til at se et yndigt menighedsrådsmedlem fra Skagen i lang kjole med oppustede balloner øverst foran og en meget flot paryk på hovedet. Eller hvad med en anden scene, hvor samme person skal spille døv, og de andre derfor må tale meget højt og tydeligt, så han kan forstå meningen via mundaflæsning. Det er han så til gengæld så god til, at han kan se gennem en lukket dør. Kun to personer ud over Eriks Svane er klar over bedrageriet, og blandt andet hustruen, Linda Svane (Lene Marie Pedersen) misforstår fuldstændig situationen. Vi skal ikke røbe mere af handlingen her, blot konstatere, at de 11 amatørskuespillere generelt klarede det fint, og at der altså bliver grinet meget blandt publikum under forestillingen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst