Lokalpolitik

Festligt farvel fra Dronninglund byråd

Konerne var med på sidelinjen til sidste byrådsmøde i Dronninglund

Byrådet i Dronninglund sagde farvel og tak. Her er de fotograferet i 2002. arkivfoto: Peter Broen

Byrådet i Dronninglund sagde farvel og tak. Her er de fotograferet i 2002. arkivfoto: Peter Broen

DRONNINGLUND:Tilbageblik, forventninger for fremtiden og en smule vemod, prægede byrådsmødet i Dronninglund fredag. Det var nemlig Dronninglund Byråds uigenkaldeligt sidste samling inden sammenlægningen med Brønderslev er en realitet til nytår. Og der var da også mere afsked, end politik på byrådsmødets dagsorden. For mange aktive sjæle i Dronninglund Byråd markerede det nemlig også farvel og tak til lokalpolitik. I hvert fald indtil næste valg. Men først stillede Dronninglund Byråd op til det obligatoriske fællesfoto for at forevige folkestyret i den snart forgangne kommune. Byrådsmedlemmernes ægtefæller så festklædte og feststemte til fra byrådssalens tilskuerpladser. Afskeden skulle nemlig fejres med en reception i rådhusets kantine. Så der var derfor fyldt usædvanligt godt op i byrådssalen. - Det er en skøn fornemmelse at stå her i dag. Og det er dejligt at se så mange gæster. Som regel har vi jo kun tilhørere, når vi laver noget pullerværk, kommenterede borgmester Mikael Klitgaard (V) med et glimt i øjet. Takketaler Politikken fyldte meget lidt på fredagens byrådsmøde. De fleste sager er der allerede sat punktum for, eller de er sendt videre til sammenlægningsudvalget. Men flere byrådsmedlemmer havde bedt om ordet for at sige farvel og tak til forvaltningen, og til kolleger og politiske modstandere gennem mange år. Mikael Klitgaard sagde tak til medlemmerne af byrådet for godt samarbejde og god stemning. Både til det nuværende byråd og til de mange, der siddet i Dronninglund Byråd gennem årene. - Det gode arbejde I gør her, det gør Dronninglund til et godt sted at bo, sagde Mikael Klitgaard og tilføjede: - Jeg har haft lejlighed til at få set vores kommune lidt udefra. Og for små penge har vi skabt en veldrevet kommune med en god service. Det er jeg lidt stolt af. Peter Bandholm (V) holdt en takketale på vers, og Peer Thisted (S) kaldte det for en historisk dag. - For et par år siden diskuterede vi, om kommunalreformen mon blev til noget. Vi troede, at vi skulle sammen med Hals eller Sæby. vi havde ikke drømt om et ægteskab med Brønderslev, men det må vi så finde os i, sagde Peer Thisted med et smil. Bendt Danielsen (Borgerlisten) sagde også farvel og tak for den gode stemning og de godmodige drillerier. Det er kun 10 af de 21 medlemmer af Dronninglund Byråd, der er fortsat i sammenlægningsudvalget.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk