Festligt jubilæum i Ingstrup

Borgernes indsats vigtig for en ældre men aktiv borgerforening

EMNER 16. september 2002 08:00

INGSTRUP: Ingstrup Borgerforening rundede søndag 90 år med en festlig sammenkomst i Ingstrup Forsamlingshus. Den runde fødselsdag startede med reception kl 12.00. Her var der stort rykind af gæster, der ville vise den gamle orening opmærksomhed. Blandt mange andre var Anette Drivsholm fra Spar Nord Bank mødt op med en gave til foreningen. Hun medbragte en check på 10.000 kr fra Spar Nord-fonden. Pengegaven er øremærket til opførelsen af en pavillon ved byens petanque-bane, der ligger i forbindelse med Ingstrup Stadion. Som det så ofte før er set i Ingstrup, er det planen, at opførelsen af pavillonen skal ske med frivillig arbejdskraft. Man regner med, at pavillonen kan stå klar til næste sommers petanque-sæson. I alt modtog borgerforeningen pengegaver for 15.075 kr. Efter den officielle reception var der frokost for borgerforeningens medlemmer. Her havde omkring 80 Ingstrupborgere nogle rigtig hyggelige timer sammen. I forbindelse med spisningen blev der sunget gamle revyviser fra 80'ernes populære Ingstrup-revyer til akkompagnement fra Gertrud Bjergs harmonika. Borgernes fortjneste Formanden for Ingstrup Borgerforening, Christian Muhlig sagde i sin jubilæumstale, at det er borgernes fortjeneste, at foreningen nu kan fejre 90 års jubilæum. - Vi føler, at vi nyder stor opbakning i lokalbefolkningen omkring vores bestyrelsesarbejde. Dette mærkes helt tydeligt f.eks. ved vore faste årligt tilbagevendende arrangementer som juletræsfesten og fastelavnsfesten, hvor vi år efter år er i stand til at fylde forsamlingshuset med både børn og forældre, sagde han. Udover de faste arrangementer samarbejder Ingstrup Borgerforening ofte med de andre foreninger i Ingstrup. Der arrangeres f.eks. Sankt Hans-fest i samarbejde med menighedsrådet, og sammen med Lokalbrugsen og Ingstrup Forsamlingshus har foreningen haft stor succes med en række kend din by-arrangementer. Nye kræfter til På den runde dag kom Christian Muhlig også frem med et ønske om at se flere af de yngre Ingstrup-borgere i foreningen. På generalforsamlingen, der holdes i november, trækker flere af de garvede kræfter sig ud af bestyrelsen, og Christian Muhlig pointerede, at det er vigtigt, at der kommer nye friske folk til. Han sluttede med at takke for de mange jubilæumsgaver, herunder en stor jubilæumsdekoration fra byens nye blomsterbutik Fuchsia Blomster. Han takkede sluttelig bestyrelsen for godt samarbejde i jubilæumsåret. Formanden for Ingstrup Pensionistforening, Ejler Ottov causerede på humoristisk vis over borgerforeningens historie gennem de seneste 30 år. Sammenkomsten sluttede med trefoldigt hurra for Ingstrup Borgerforening.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...