Hestesport

Festligt ridestævne blæst i gang

AALESTRUP:Fem lokale jagthornsblæsere gjorde sit til, at det udvidede klubstævne på Aalestrup Ridecenter blev en stor succes. Jagthornsblæserne, der kom fra både Aalestrup, Hvam og Gedsted, stemte nemlig i, da værternes dygtige kvadrilleryttere entrede den store udendørs opvisningsbane sidst på eftermiddagen i lørdagens program. Og trods de få spredte regnbyger i formiddagstimerne havde rigtig mange mennesker fundet vej til centret i Borgergade. Deltagerne kom fra flere klubber, og der var heste og ryttere i mange forskellige "størrelser", ialt omkring 400 starter i både spring og dressur. Så ridecentret genlød af travlhed og hestevrinsk fra morgen til aften, både lørdag og søndag. Med det udvidede klubstævne har Aalestrup Rideklub fået sig en god forberedelse inden den store prøve i slutningen af juli. Her skal de lokale ryttere nemlig være vært ved det første distriktsstævne i klubbens historie. - Stævnet finder sted fra 25. til 27. juli, og vi regner med, at der bliver op mod 500 startende ekvipager fra forskellige klubber i distrikt 1113, forklarer formand Lone Hammer. Rideklubben er derfor i færd med at bygge et nyt dommertårn ved en af de udendørs baner, og der er stadig mange gøremål, der skal klares. Og i næste måned regner klubben med at modtage certifikatet fra Dansk Ride Forbund som blå-stempling for, at centret lever op til alle kvalitetskrav fra forbundet. Certifikatet, som skal opsættes på en mur, vil blive afsløret ved et større arrangement for ryttere og medlemmer af bestyrelsen.