Festoverskud til kræftramte børn

Lions Club Pandrup sender tirsdag 17. juni et par medlemmer til Aalborg Sygehus Nord med penge til kræftramte børn.

Det er overskud fra den store gallafest, der skal bruges til at forsøde børnenes tilværelse lidt. Begivenheden markeres med en reception, som de mest raske af børnene deltager i. Samtidig kan gæsterne beundre nymalede vægge og nye gardiner på gangareal og en opholdsstue. Det er Ole Vangekjær Larsen og Claus Pedersen, begge V. Hjermitslev, der har været i spenderbukserne. Begge ventes til receptionen, oplyser Fie Højer, børneafdelingen. Arealerne er gjort mere indbydende efter rådgivning fra Neo Feng Shui konsulent Tove Koch, Aalborg.