Festprogram

Musik 23. august 2007 06:00

NIBE: Det kirkelige program i forbindelse med fejringen af Nibe Kirkes 500 års fødselsdag markerer ikke bare erindringen men også i høj grad fysisk, at byens hvide kirke i den gamle bydel oprindeligt var en annekskirke til den gamle kirke i Vokslev lidt længere inde i landet. Her begynder nemlig festlighederne, når pastoratets præster, provst Jens-Anders Djernes og Tine Junker Dalgaard leder en kort gudstjeneste i kirken med prædiken og salmesang, inden kirkegængerne og andre med lyst til at være med, begiver sig ud på en symbolsk pilgrimsvandring mod den 500 årige kirke i Nibe. Ruten går ad Huul Mølle, Hulvejen og Lundevej, og undervejs lettes gangen af kristendomsfortællinger og salmesang, ligesom der er udlagt depoter, som man kan få en forfriskning undervejs. Der er sat halvanden times tid af til vandringen mellem de to kirker, så man også kan nå at sunde sig inden den store festgudstjeneste. Den fejres med biskop Søren Lodberg Hvas som prædikant, og i gudstjenesten vil også musik være med til at understrege, at der er tale om en glad fødselsdag. Ud over kirkens egen organist, Bente Frendrup, deltager trompetist ved Aalborg Symfoniorkester, Karsten D. Jensen, sammen med Nibe Kirke- og Kammerkor. Programmet ser sådan ud: 13.30: Vokslev Kirke 14.00: Pilgrimsvandring 15.30: Ankomst til Nibe Kirke 16.00: Festgudstjeneste

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...