Frederikshavn

Festskrift fra dengang, der var vækkelser til

STRANDBY:Forleden kunne Indre Mission i Strandby fejre 100-års jubilæum. I dén anledning blev der udgivet et festskrift med den optimistiske titel: "En herlig fortid - en løfterig fremtid", der bl.a. fortæller historien om stiftelsen og om de mange vækkelser i Vendsyssel. Osvald Thomsen har skrevet og redigeret festskriftet. - Det er selvfølgelig svært at sikre, at noget er 100 procent objektivt, når man skriver om noget, man selv er involveret i. Men jeg har virkelig anstrengt mig for at skrive så objektivt som muligt. For man skylder jo omverden at tegne et så realistisk, siger Osvald Thomsen. Hans kildemateriale er bl.a. ældre medlemmer af den lokale indremissionske menighed. - Jeg har taget båndoptager og mikrofon under armen og interviewet de ældre fra Indre Mission i Strandby - og fået dem til at fortælle om de, gode gamle dage. De fleste, jeg har interviewet, er omkring de 70 - og den ældste er 90 år. Og her er jeg stødt på mange historier, som jeg ikke ville kunne få i dag, af den simple grund, at flere i mellemtiden allerede er afgået ved døden. Og på den måde er historierne jo bevaret for eftertiden, siger Osvald Thomsen. Han har også ledt i arkiver og på biblioteket for at finde oplysninger om Indre Missions forhistorie. - De har været meget behjælpelige på Lokalhistorisk Arkiv på Strandby Skole, men der har ikke været ret meget at komme efter ud over enkelte billeder. Dengang var der vist ikke tradition for at gemme så meget, som vi gør i dag. Vores egen protokol er også meget sparsom i sine optegnelser - f.eks. er alle optegnelser fra årene 1904-1917 samlet på den første side - først derefter kommer der gang i lidt mere fyldige optegnelser, siger Osvald Thomsen. Han har haft det sjovt og underholdende under arbejdet. - Jeg synes, det har været spændende at dykke ned i fortiden. Men jeg har selvfølgelig også haft god tid til det - og brugt tre år på det. Skal være sjovt, skal man også have god tid, siger Thomsen. Festskriftet er trykt i 325 eksemplarer - og til salg for 100 kr. hos Indre Mission i Strandby.