Feststemt by bød ny station velkommen

Flagallé, hornmusik og mellem 500 og 600 borgere dannede smuk ramme for indvielse af Arden Station

Lokalpolitik 12. december 2004 05:00

ARDEN: Meget symbolsk til tonerne af "Der er noget i luften, .." indledte det 18 mand store m/k Jernbaneorkester deres musikprogram ved optakten til åbningen af Arden Station i går middag. Hele midtbyen var flagudsmykket, og mellem 500 og 600 borgere i alle aldre fra babyer i barnevogne til ældre i rullestol var i god tid mødt frem på pladsen for at overvære den officielle indvielse med taler og symbolsk overklipning af bånd. DSB's maskot Harry var også til stede med en kurv fuld af mundgodt til alle. Mange havde dog svært ved at genkende hans tv-stemme, som han undskyldte med en aktuel julefrokost. Trafikstyringschef i BaneDanmark, Jørn G. Larsen, indledte talerækken, efterfulgt af regionschef i DSB, Knud Erik Bendixen, og borgmester H. C.Maarup. Hver især roste de det flotte slutresultat og takkede de berørte borgere for deres tålmodighed med det flere år lange anlægsprojekt. - Om et par år har vi med Fjordkommunen hele to stationer. Med vores nye i dag vil jeg med stolthed godt garantere Jer alle, at stationen i Arden i folkemunde vil blive kaldt hovedbanegården, erklærede borgmester H. C.Maarup som afslutning på sin tale til stor morskab og klapsalver blandt de mange fremmødte. Minder ribbet op Hos publikum var der generelt et væld af rosende ord til det nye baneanlæg. Blandt de særligt indbudte gæster var blandt andet Helle Pedersen og hendes familie. Deres hus blev efter et længere sagsforløb eksproprieret i 1999, hvor de måtte fraflytte. - Selv om det skete for fem år siden, er det mærkeligt med en uventet invitation til i dag pludseligt atter at få ribbet op i hele sagsforløbet. Det kommer lidt bag på mig, erkender Helle Pedersen og tilføjer: - For da vi flyttede til Blåkildevej i nyt hus i 1999, var en epoke lige som slut for os her i midtbyen. Hun føler selv, at Arden by med sløjfningen af jernbaneoverskæringen i Vestergade efter knap 135 års eksistens og anlæg af en ny omfartsvej lige pludselig er blevet delt i to dele for borgerne. - Og uanset resultatet i dag forstår jeg stadig ikke nødvendigheden af hele anlægsprojektet omkring stationen. Hver gang jeg kører forbi stedet, hvor vores tidligere hus lå, får jeg det stadigt en smule dårligt uanset de fem år, erklærer hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...