Festtaler uden regning

Et besynderligt spøgelse går gennem universiteterne, og mange af de såkaldte etablerede meningsdannere falder åbenbart på stribe for dets spøg.

Forskning 21. september 2004 22:02

Spøgelset hedder pseudovidenskab, og dets værk består i festtaler, hvor alt det grimme og det hæslige bortretoucheres fra undersøgelsesområdet. Forskeren reduceres derved til en erfaren gøgler i almenhedens og konformitetens tjeneste. Forskningen må for alt i verden ikke være krævende. Situationen kan anskueliggøres på følgende måde: forestil Dem, kære læser, at i en lun og solbeskinnet sankthansaften befinder De dem ved Grenen i Skagen sammen med flere tusinder glade og forventningsfulde mennesker. Folk i alle aldre, størrelser og socialstatus samlet til at overveje "heksebrændingen". Efter en kort venten indtager båltaleren scenen og henvender sig hjemmevant til publikummerne i en afmålt, grænsende til det meditative attitude og beretter om traditionen, festen og glæden ved det man har og naturligvis også om livets gang. Stemningen er højtidelig, men lystig. Øjeblikket er fyldt med fred, ingen sorg, ingen hæslighed, ingen desperation, ingen ubetalte regninger, ingen angst for social udstødelse, etc. Alt er tilgivet. Publikummerne er henvist til en tilstand af selvforglemmende lykke. Denne beskrivelse, som passer fint til en sankthansfest, vil ikke være det ideale mål for den videnskabelige virke. Desværre er tendensen i tidsgeistens videnskabelige ideal ikke mere at beskrive, analysere og forklare det videnskabelige objekt, men om at udvikle redskaber til at designe eksempelvis beslutningssystemer via skabelsen af den gode stemning. Kort sagt: Det går hovedsagligt ud på at skabe det, som reklamebranchen kalder en god oplevelse. Et af de pseudovidenskabelige forskningsområder omhandler begrebet "netværksmennesket". Tilhængerne af dette begreb argumenterer på følgende måde: omfanget og intensiteten af den nye viden gør, at forskningen ikke længere kan omsættes til teknologi, blot markedets muligheder fornemmes, og organisationen er veltrimmet. Forskning bliver først til teknologi, der kan fungere i organisationen, når den er filtret gennem en "refleksiv praksis", der sætter viden ind i en femfoldig sammenhæng, hvilket grundlæggende er en gentagelse af renæssancen i Europas kulturhistorie: Moralfilosofien, social fantasi, erkendelseskvalitet, oplevelsesværdi (skønheden) og livskraft. Videnskabens ideal omfatter således en tværfaglighed omkring tre bundlinjer: evnen til at eksemplificere holdninger, kreativitet og moralsk redelighed, og ikke mindst, realiseringen af menneskets innovative potentialer. Det moderne vidensbegrebs finalitet er derfor ikke mere en deskription af virkeligheden, men realiseringen af individets og gruppens menneskelighed. Det er ligeledes derfor, at begreberne "netværk" og "netværking" er kommet i centrum. I netværk begrebet er menneskenes indbyrdes forhold defineret ved interdependens, hvilken gør det til en naturlig del af tilværelsen at de også kan lære af hinanden. Ingeniøren, kunstneren filosoffen, etc. kan/bør således lære af hinanden. Ovenstående er i sandheden en festtale og derfor skal man da føle sig vel tilpas. Føler De dem veltilpas, kære læser? Men jeg er ikke på ingen måde et festlig gemyt, og min hensigt er heller ikke at være det, som jeg aldeles ikke formår. Sådanne festtaler afslører sig selv, thi de som regel er klinisk renset for ethvert forhold til virkeligheden, for disse typer af såkaldte analyser forholder sig på ingen vis til den ændring i menneskesynet, der kommer til udtryk i moderne tid, der jo favoriserer selvhjulpenhed, og som i grænseløs egoisme, kynisme, bedrag etc. søger sin egen fordel. Men menneskene i al almindelighed tyer kun til disse redskaber, når de befinder sig i dybt usikkerhed, ængestlighed og opgivenhed. En nøjere undersøgelse viser, at i al den stund, hvor talen handler om selvrealiseringen, sniger det virkelige problem sig på som en tiltagende følelse af at være underlagt en uudgrundelig trang til (selv)kontrol på samtlige niveauer af tilværelsen, hvilken direkte kan tolkes ud fra den moderne trend for i "netværkingen" at institutionalisere sine private relationer i veltilrettelagte skemaer, hvor oraklet i relationen ikke er de personlige sympatier, men beregningen af nytteværdien af den anden person. Her er man i hinandens vold og skal ikke bilde sig ind, at lykken kan fastholdes i hånd. Netværking er derfor ikke et udtryk for det moderne autonome menneske, men for den reale erfaring af mangel på livsskabende værdier, hvilket er et udslag af nihilismeerfaringen. På mit kontor fylder C. V. Jørgensens varme stemme rummet ud i, mens savnet af de gamle tænkere og provokatør Århus teologen Johannes Sløk virker stærkest. Med sin bidske sarkasme og dræbende logik ville han afsløre hykleriet i den moderne tidens konforme videnskaber. Maziar Etemadi er 42 år og født og opvokset i en a-religiøs og frisindet familie i Iran, som han forlod på grund af, hvad han kalder "landets fascistoide religiøse styre". Har siden august 1984 været bosat i Danmark. Underviser på center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Dybt fascineret af klassisk dansk litteratur, især Henrik Pontoppidan. I morgen skriver Christian Steen, Aalborg, cand.mag. i samfundsfag og psykologi.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...