Festugen kom godt fra start

Fin tilslutning til de første arrangementer i Østervrå

ØSTEVRÅ:Østervrå Festuge er kommet godt fra start - og det ene arrangement følger efter det andet ugen ud. Stemningen var helt i top i Østervrå Kulturhus, da der lørdag aften blev taget hul på festugen - en dag tidligere end normalt. I kulturhuset var der liv og glade dage i forbindelse med det danske fodboldlandsholds afgørende - og vellykkede, skulle det vise sig - EM-kvalifikationskamp i Bosnien. Kampen vistes på storskærm i kulturhuset for et feststemt publikum. De første ivrige fodboldfans mødte op mere end to timer før kampstart. Forinden var der spisning. Desuden sørgede næste års arrangører af ”Pigernes Fridag” i Østervrå for, at de fleste deltagere var behørigt dekoreret med de danske nationalfarver. Mange var desuden iklædt rød-hvide dragter og havde medbragt Dannebrogsflag. Alle var helt fremme på stolesæderne da der blev blændet op fra Sarajevo - og allerede under nationalsangen var taget på nippet til at lette på Kulturhuset. Det høje humør fik en ekstra tand, da Danmark hurtigt kom foran. Lidt skår kom der i jublen, da det lykkedes for Bosnien at udligne. Alligevel holdt det høje humør sig kampen igennem, bl.a. med mange taktfaste heppekor - som næppe kunne høres til Bosnien, men dog et godt stykke ud i byen!. Efter kampen blev der varmet op under jukeboxen, så der blev lejlighed til at svinge dansebenene. Humøret var ekstra højt efter den danske sejr. Bag det vellykkede arrangement stod Købmand Urth og Østervrå Motor- og Cykelcenter. Den festlige indledning på festugen blev fulgt op af et mere højtideligt programpunkt søndag morgen. 85 var mødt op til kaffe og rundstykker i Østervrå Kulturhus. Efterfølgende var der fælles march til Østervrå Kirke ledsaget af faner fra byens foreninger og musikanter fra Musikkorps Sæby. Pastor Johnny Søndberg-Madsen ledede gudstjenesten i en fyldt kirke med deltagelse af kor og blæseinstrumenter. Eftermiddagens program bød på en rask gåtur i Østervrås omegn efterfulgt af et tilbud om gratis svømning. Søndag aften stod på Showtime. Her stod bl.a. 26 hold amatører - 9 i den yngste aldersgruppe og 17 i den ældste - på scenen i Østervrå Hallen. I går, mandag, fortsatte festlighederne. Om formiddagen havde Østrvrå Bibliotek besøg af skuespiller Kresten Andersen fra Vendyssel Teater, der fortalte de seks-otte-årige historier fra nordiske mytologi og eventyr fra den vide verden. - Hvor er det spændende, lød det fra børnene. På biblioteket var der desuden i går i tre eftermiddagstimer salg af billige kasserede bøger . Eftermiddagen bød I Østervrå Kulturhus på børneaktiviteter med teamet ”Cowboy & Idianer. Børnene havde nogle festlige timer fyldt med fart og tempo. De var delt op i to aldersgrupper. Der sluttedes af med saft og boller. Arrangementet var tilrettelagt af Gymnastikforeningen "77. I aftes fulgte endnu et arrangement i kulturhuset - denne gang for de voksne. Syng-sammen-aftenen med Sæby Scenens Kor havde god tilslutning og fik et festligt forløb.

Forsiden