Fevres fornemmelse for voksenpop

Den 35-årige aalborgenser Henrik Fevre inde i varmen på Skråen med release-party for ny cd

Lars Vedsted
Me­lo­dis­ke, stem­nings- og atmosfæremættede san­ge ofte i fle­re lag: cd- og koncertaktuelle Hen­rik Fev­re. foto: tor­ben hansen
Musik 1. maj 2007 06:00

AALBORG: - Jeg ville da gerne sælge millioner af plader. - Men når det kommer til stykket, er jeg nok ikke klar til eksempelvis London. Jeg har jo min syvårige datter at tænke på. Og så dog... Man skal aldrig sige aldrig, bare den personlige integritet, den dybe glæde over at producere musik bliver bevaret. Perfektionisten, den ambitiøse sanger, sangskriver, multimusiker, arrangør, producer, musiklærer og far, elegantieren Henrik Fevre, udgiver lørdag sit nye udspil ”Other Rooms” med ni sange af egen avl, en coverversion af Depeche Modes ”Freelove”, og en overraskelse - et såkaldt bonustrack. Melodisk voksenpop NORDJYSKE har smuglyttet ”Other Rooms”, der vel nok er Henrik Fevres mest helstøbte til dato efter den anmelderroste solodebut ”Seasons of a Soul” anno 2002, og ep"en ”UFO” fra 2005. Stemningsmættede sange på engelsk med tekster, der spænder fra kærlighed og en hyldest til livet som modstykke til selvmordstanker til et poetisk opgør med religiøs fanatisme, og ”Other Rooms” emmer i den grad af melodisk voksenpop. - En ære at blive sammenlignet lidt med George Michael. Han kan sit kram, lyder det fra den 35-årige, der noterer, at Allan Olsen debuterede på plade som 32-årig. - Jeg skriver ikke målrettet til teenagere. Det gør han bestemt heller ikke, men det er da gået helt fint for ham alligevel. - Det er ikke selve sangskriveriet, der tager tid for mig. Det er arrangementerne, og jeg kan blive ved med at justere i dagevis. Henrik Fevre underviste de Herrer fra flere gange prisbelønnede nordjyske Oh No Ono på den Rytmiske Dag- og Aftenskole lang tid før de blev et hit. - Jeg nyder succesen på deres vegne. Det er stort, de sætter Nordjylland på det musikalske landkort. Release-party Han stræber selv efter det endelige gennembrud efter års sangskriverier og indspilninger i hjemmestudiet. Sidste år varmede han op til Randi Laubek i Randers, Vordingborg og København, men ikke i hjembyen Aalborg, hvor Skråen takkede nej. Nu har Aalborgs førende spillested dog skiftet kurs, og åbner porten til et release-party lørdag for den nye cd, der bliver distribueret af selskabet Gateway - det første professionelle af slagsen i hans solokarriere. Aalborgenseren står sågar alene på plakaten, da Anne Dorte Michelsen netop har meldt afbud, og udsat sin koncert til november. - Naturligvis havde jeg satset på, at nogle af koncertgæsterne til Anne Dorte var blevet for også at høre mig og bandet. Nu håber jeg så, at nogle af dem alligevel vælger Skråen. Jeg vil gøre alt for, at de får en forhåbentlig god musikalsk oplevelse. Heavyrock Den koncertaktuelle sætter også sit præg på et projekt i en noget anden boldgade: Anubis Gate. Det subkulturelle heavyrock-band med en lyd mindst ligeså rå som Iron Maiden, og Henrik Fevre som melodisk drivkraft, udgiver en ny cd 16. juli. Han står bag flertallet af sangene, og det spanske pladeselskab Locomotive har på forhånd sikret Anubis Gate udgivelse i Europa og Nordamerika. - Bliver min solokarriere for alvor en succes, vælger jeg dog bestemt den i længden, forsikrer Henrik Fevre. Release-partyet lørdag på Skråen starter kl. 23. Henrik Fevre bliver akkompagneret af Michael Møller Pedersen (guitar, kor), Martin Sørensen (trommer), og Ole Høyer på tre af numrene (akustisk guitar).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...