FF Skagen fyrer folk

Lav tobis-kvote er direkte årsag til fyringer - og flere kan følge

SKAGEN:Fiskernes Fiskeindustri (FF Skagen) skærer ned i antallet af medarbejdere. Fyringerne hos virksomheden kommer som en direkte konsekvens af udsigten til en kraftig beskæring af tobis-kvoten. - På baggrund af de dystre udsigter for tobis-sæsonen har vi været nødt til at reagere, siger administrerende direktør Morten Broberg. I første omgang er otte medarbejdere blevet fyret, mens tre har lavet aftaler om frivillige fratrædelser. Tobis - en vigtig fisk FF Skagen producerer fiskeolie og fiskemel, og i 2011 udgjorde tobis 38 procent af virksomhedens råvaregrundlag. På den baggrund er det heller ikke så svært at forstå, at Morten Broberg er alt andet ned begejstret for signalet om at EU overvejer at sænke tobis-kvoten fra 337.000 tons til 23.000 tons. - Med udsigten til, at man vil skære kvoten ned med cirka 90 procent, så har vi følt os nødsaget til at reagere på det allerede nu. Ifølge Morten Broberg blev der alene i Skagen aftaget 111.000 tons tobis sidste år. Flere fyringer kan følge Efter fyringerne er der nu 112 ansatte hos FF Skagen. Men det gør ondt på Morten Broberg at sige farvel til de 11 medarbejdere. - Det er fortvivlende, fordi det er gode medarbejdere, som har været her i mange år. Vi føler lidt, at vi er blevet taget som gidsel af nogle biologiske anbefalinger. Det er Det Internationale Havforskningsinstitut (ICES), der står bag anbefalingen om at fange væsentligt færre tobis. Tidligere har kvoterne været fastsat på baggrund af overvågning af fiskeriet. - Jeg håber da, at der kan gøres noget for at få en højere kvote. Får vi ikke det, så er det nok ikke de sidste medarbejdere, som vi har sagt farvel til. - I betragtning af at tobis udgør 38 procent af vores råvaregrundlag, så kan det blive ret dramatisk, slutter Morten Broberg. Den endelige beslutning om kvotefastsættelsen træffes af EU.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.