FfI Håndbold har fremtiden helt på plads

Klubben har forlænget kontrakter på vigtige positioner, og sportschef Claus Fonseca tror på, at klubben går mod lysere tider

Jesper Larsen
Holdets nuværende træner – Morten Holmen – har forlænget sin aftale med klubben: Foto: Kurt Bering
Frederikshavn 4. maj 2018 14:20

FREDERIKSHAVN: Det har været en lettere turbulent sæson for FfI´s håndboldherrer i 1. division.

Resultaterne har været svingende, og ligesom sidste år har holdet måttet bevæge sig ud i de ret nervepirrende knald- eller-fald-kampe om at undgå nedrykning til 2. division.

Det var ikke helt efter planen.

Til gengæld ser det dog ud til, at man igen redder skindet.

Den første kamp mod If Stadion fra Brønshøj blev vundet med knusende 39-22, og meget skal gå galt, hvis ikke holdet også er at finde i landets næstbedste række i den kommende sæson.

Træneren fortsætter

Og til netop den kommende sæson har FfI Håndbold nu fået vigtige brikker på plads.

Holdets nuværende træner - Morten Holmen - har forlænget sin aftale med klubben, og det er sportschef Claus Fonseca meget tilfreds med.

- Med forlængelsen af aftalen med Morten Holmen sikrer vi både kvalitet og kontinuitet. Vi arbejder hele tiden på at forbedre os både på og uden for banen, og her er Morten Holmen en vigtig faktor.

- Han bibringer vores klub en stor erfaring, og han er dybt professionel. Og så tæller det faktisk også hos os, at Morten Holmen selv har haft en stor interesse i at blive i klubben.

- Han har over for mig tilkendegivet, at han meget gerne ville være en del af vores spændende projekt også til den kommende sæson, så det er helt logisk, at vi igen har fået papir på hinanden, siger Claus Fonseca.

Går efter mere i næste sæson

FfI meldte efter forrige sæson - hvor man også måtte i svære nedrykningskampe - ud, at man var klar til at tage næste skridt.

Holdet skulle konsolidere sig i 1. division, og hvis tingene flaskede sig, kunne man måske blande sig, hvor det for alvor blev sjovt.

Det viste sig ikke helt at være tilfældet, men Claus Fonseca er overbevist om, at det denne gang bliver anderledes.

- Vi oplevede på den hårde måde, at Rom ikke blev bygget på en dag. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde håbet på at kunne undgå nedrykningskampene.

- Det bliver altid nervøst og giftigt, og risikoen er jo, at man ikke klarer frisag og ryger ud. Men vi synes alligevel, at vi nu ser tegningen til noget rigtigt spændende for fremtiden.

- Derfor tør vi godt melde ud, at går efter mere i den kommende sæson, og det er i hvert fald sikkert, at vi alle i klubben er indstillet på at arbejde hårdt for sagen, siger Claus Fonseca.

Målmandstræner fortsætter også

Han har været sportschef i FfI i et par sæsoner, og har en fortid som assistent for legendariske Lars Rasmussen hos kvinderne i Vendsyssel Håndbold, men har også selv stået med træneransvaret for herrerne.

Og han kan til den kommende sæson ikke blot glæde sig over, at cheftræner Morten Holmen har forlænget sin aftale:

- Vi har arbejdet intenst på at forstærke os på flere positioner. Derfor er jeg også glad for at kunne fortælle, at vores nuværende målmandstræner - Hanne Frandsen Holmen - også har valgt at fortsætte.

- Hanne har en virkelig god sparring med vores målmænd i det daglige, og samarbejdet har fungeret upåklageligt. Desuden har Hanne en meget professionel tilgang til tingene, og det har hun naturligvis, fordi hun har prøvet gamet på sin egen krop. Hun ved kort sagt, hvad hun taler om. Og endelig har vi fået Rasmus Jensen med ind omkring holdet. Han skal være assistent for Morten Holmen, men også stå for andetholdet.

Egne talenter

Claus Fonseca understreger, at kontraktforlængelserne skal ses som et led i en ny tid i FfI.

Projektet skal gerne være bæredygtigt i fremtiden, og især er det vigtigt, at man bliver i stand til at udklække sine egne talenter.

Det har været en mangelvare, medgiver Claus Fonseca:

- Èn af vores klare målsætninger er, at vi skal kunne producere spillere til vores 1. hold.

- Det er ikke nemt, og som stort set alle klubber rundt omkring i landet, så er vi udfordret på den del. Men det er blandt andet det, Rasmus Jensen skal ind og arbejde med.

- For sideløbende med sit assistentjob for Morten Holmen, skal Rasmus være fast træner for klubbens U14 drenge. De skal dygtiggøres, og vi vil over en bred kam forsøge at få mere fokus på ungdomsafdelingen på drengesiden. Og drømmen er jo, at vi bliver fuldt selvforsynende med førsteholdsspillere.

De melder altså ret kontant ud hos FfI Håndbold, men sportschefen er ikke bange for at det bider sig i halen:

- Vi synes, vi nu kan præsentere et virkeligt stærkt team til vores projekt i Ffi Håndbold, og derfor er vi heller ikke bange for at fortælle, at det også forpligter. Vi sender et stærkt signal om, at vi som klub ikke står stille, men har visioner og planer for fremtiden. Og det står vi ved, understreger Claus Fonseca.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...