FfI klar til topbrag i Hjallerup

I mændenes 2. division i håndbold fik FfI den fjerde sejr på stribe

Jens Ole Pedersen
Sebastian Andersen scorede ni gange for FfI i Skive.Arkivfoto: Kurt Bering
Frederikshavn 1. februar 2015 14:03 - Opdateret 1. februar 2015 14:59

FREDERIKSHAVN: Med en udesejr på 24-22 over Skive FH, der ellers første 14-12 ved pausen, fortsatte FfI Håndbold årets lovende takter i 2. division i herrehåndbold, og nu er der lagt op til et topbrag torsdag aften ude mod Hjallerup IF.

Kampen i Skive startede meget lige, og holdene fulgtes ad igennem stort set hele første halvleg.

Det lykkedes dog hjemmeholdet at slå et lille hul kort før pausen, og Skive vandt de første 30 minutter med 14-12.

I anden halvleg viste forsvaret hos FfI meget mere energi, og i samarbejde med den indskiftede keeper i pausen, Frederik Torp, formåede man at vinde de første 11 minutter med 6-0.

Det betød, at stillingen var vendt til FfI’s fordel med 18-14, men Skive kom op på 22-22 og havde en stor mulighed for at komme foran.

FfI’s genindskiftede keeper, Kristian Hedegaard, reddede imidlertid flot, og derefter lykkedes det FfI at score kampens sidste to mål og vinde kampen med 24-22.

- Vi fightede os til to point på en svær udebane mod et stærkt Skive-hold, og nu har vi fire sejre i træk i turneringen samt en pokalsejr, hvilket vi er yderst tilfredse med, siger FfI’s træner Thomas Rømer.

- Nu venter en meget svær kamp på torsdag på udebane mod lokalrivalerne fra Hjallerup.

Målscorere for FfI var Sebastian Andersen 9, Christian Lykke 4, Niels Sørensen 3, Anders Risdal 3, Anders Nielsen 2, Casper Holmen 2 og Michael Rosenkilde 1.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...