FfI på sikker kurs

Fodbold, Kvalifikationsrækken Lindholm - Frederikshavn 0-2 (0-1) LINDHOLM: Allerede i den første kamp efter sommerpausen mødtes de to nedrykkere fra Danmarksserien, og her formåede gæsterne fra Frederikshavn at fortsætte den flotte linie fra foråret og fra træningskampene forud for starten på efterårssæsonen. Sejren i Lindholm var således fuldt fortjent og gæsterne var tættere på 3-0, end hjemmeholdet på noget tidspunkt var en reducering. Hjemmeholdet lancerede i kampprogrammet en ny spillestil, men på nuværende tidspunkt er spillerne ikke boldsikre nok til at kunne udføre et opspil med mange stationer undervejs og det gav en række fejlafleveringer, der gjorde Frederikshavn særdeles farlige på kontra-løb. Således var hjemmeholdet kun farlige, når et af Jan Toftdahls lange indkast som indøvet blev forlænget af Søren Poulsen. Herudover var det meget småt med åbne chancer foran gæsternes mål. I de sidste minutter af opgøret var Frederikshavn endog meget tæt på 3-0, men ikke mindst Niclas Kreutzmann må ærgre sig meget over, at skuddet fra nært hold gik lige over mål. Kampfakta: 30. minut 0-1 Michael Nielsen, 82. minut 0-2 Claus Thorup