FfI's Mr. Dana Cup stopper

Økonomi presser FfI Fodbold og Martin Høeg til at stoppe samarbejdet omkring Dana Cup No. 1

Martin Høeg har i mange år været synonym med FfI's Dana Cup. Nu er samarbejdet med FfI Fodbold ophørt. Arkivfoto

Martin Høeg har i mange år været synonym med FfI's Dana Cup. Nu er samarbejdet med FfI Fodbold ophørt. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Sig Dana Cup No. 1, og billedet af en glad og travl Martin Høeg dukker op på nethinden. Dana Cup-koordinatoren og FfI's internationale ungdomsturnering har i årevis gået hånd i hånd. Det gør de ikke længere. Samarbejdet er ophørt med øjeblikkelig virkning. - Vi har været rigtig glade for at have Martin som en del af vores organisation, og havde også gerne set Martin fortsætte. Desværre har det ikke været muligt at finde en økonomisk samarbejdsmodel, som både Martin og vi kunne nå til enighed omkring. Derfor ophører samarbejdet i fælles enighed, siger Christian Kærsgaard, formand for FfI Fodbold. Vigende overskud Årsagen til bruddet er økonomi. De seneste år er overskuddet på Dana Cup skrumpet ind. Stigende priser på brændstof og råvarer til bespisning, svingende valutakurser og skærpede indrejsekrav til rejsende fra Afrika kan aflæses på bundlinien og tvinger FfI Fodbold til at skære på omkostningerne. - Vi skal frigøre likviditet, så vi fortsat kan udvikle klubben, siger FfI-formanden. Martin Høegs opgaver skal nu fordeles på flere hænder i FfI Fodbolds bestyrelse. Desuden tager Poul Beck og Rikke Johansen, der står for logistik og bemandingsopgaver, over. Skidt tidspunkt Dana Cup afvikles altid i uge 28, og tidspunktet for en skilsmisse er heller ikke i dette tilfælde optimal. - Det er vi klar over, men vi må løfte i fællesskab og med oprejst pande, siger Christian Kærsgaard, der appellerer til alle klubbens medlemmer og deres famile samt øvrige frivillige til at melde sig under fanerne, når FfI i år afvikler Dana Cup for 27. gang. Vil overtage turneringen Siden starten i 1984 har FfI arrangeret Dana Cup No. 1 i tæt samarbejde med Sven Ivarsson fra Gøteborg, der står for invitationer, markedsføring, tilmeldinger mv. Som tidligere omtalt arbejder FfI Fodbold på at overtage det fulde ejerskab for turneringen, og disse planer fortsætter uændret, siger Christian Kærsgaard.