Skolevæsen

FfI's skolefodbold atter en succés

FREDERIKSHAVN: Årets skolefodboldturnering som FfI Fodbold arrangerer, blev i weekenden afviklet på FfI's anlæg på Fodboldvej. Endnu engang kunne lederne se tilbage på et perfekt afviklet stævne, hvor pigerne afviklede deres om lørdagen og drengene om søndagen. Der var en god stemning omkring banerne som blev besøgt af mange forældre, og kampene blev afviklet uden større uheld, og i god ro og orden. Resultatmæssigt kunne de yngste piger fra Fladstrand se tilbage på en smal sejr på 2-1 over pigerne fra Elling. 3. og 4.-klasserne fra Håndbæk satte Privatskolens piger på plads med en 7-0 sejr, og for 5. og 6. klassetrin's vedkommende blev der afviklet et gruppespil, hvor Jerup Skole blev samlet vinder foran Ravnshøj og Ørnevejen. For de større piger i 7. og 8. klasse var det Ravnshøj der sendte Håndbækskolen hjem med et nederlag på 0-2. Der var masser af socialt liv blandt de mange piger som havde fint vejr til lørdagens afvikling, men vejret var bestemt også med drengene om søndagen, hvor der i perioder blev svedt tran for at komme i finalerne. I årgangen med 1. klasserne var der puljespil, hvor Munkebakken og Bangsbostrand deltes om æren. 2. klasserne havde Fladstrand som vinder med 2-1 over Ravnshøj, og masser af spænding var der i kampen hos 3. klasserne, hvor der måtte forlænget spilletid og straffespark til at afgøre kampen, som blev vundet af Håndbækskolen med 3-2 over Bangsbostrand. Ørnevejens 4. klasse vandt ligeledes en smal sejr og det gik ud over Bangsbostrand som tabte med 2-1, men for 5. og 6. klasserne var der nærmest tale om ren opvisning, da Fladstrand vandt så overbevisende som 14-1, over de stakkels elever fra Strandby Skole, der var træt af at hente bolden ud af nettet. Endelig var der gruppeslutspil hos 7. og 8. klassetrin, hvor Abildgaardskolen blev vinder foran Ørnevejens Skole. Sidst men ikke mindst - nemlig de STORE drenge fra 9. og 10. klasse - var det Privatskolen der satte Ørnevejens ditto på plads i eftermiddagens sidste finale, som de vandt med 4-2. bob