Brønderslev

FfI uheldige med blot et enkelt point

Skagen IK tabte 0-2 til Brønderslev i fodboldens serie 1

Oprykningsjublen kan snart bryde ud i Brønderslev. Holdet er reelt kun en enkelt sejr fra at sikre til førstepladsen og dermed en plads i Jyllandsserien efter sommerpausen.Arkivfoto: Bent Bach

Oprykningsjublen kan snart bryde ud i Brønderslev. Holdet er reelt kun en enkelt sejr fra at sikre til førstepladsen og dermed en plads i Jyllandsserien efter sommerpausen.Arkivfoto: Bent Bach

VENDSYSSEL:Brønderslev IF er fortsat klar favorit til at tage oprykningspladsen i serie 1 pulje 5, selv om holdet Kr. himmelfartsdag tabte 0-1 ude til NUBI.

I weekenden rejste træner Kim Nielsens mandskab sig nemlig igen og vandt 2-0 hjemme over Skagen IK efter en målløs første halvleg.

I skagboernes lejr ærgrer træner Tonny Frandsen sig over, at to forsvarskoks blev afgørende for kampens udfald.

- Tyve minutter efter pausen kom BI i front, og derefter kom vi for alvor ud af starthullerne, ikke mindst fordi hjemmeholdet fik to gule kort, så vi kunne spille 11 mod 9 i en kort periode, fortæller SIK-træneren.

Skagboerne formåede imidlertid ikke at udnytte et par gode chancer, og i stedet slog topholdet fra BI til igen, da Skagens keeper kludrede i det.

- BI havde nok bolden mest, men vi kunne godt have hentet et enkelt point, vurderer Tonny Frandsen, der til gengæld kunne glæde sig over en 2-1 sejr hjemme over Aalborg KFUM Kr. himmelfartsdag.

Spænding i bunden

Mens BI er tæt på at sikre sig oprykningen til Jyllandsserien, er der spænding i bunden af rækken, hvor Hjørring IF, Frederikshavn fI og Jetsmark IF kæmper om at undgå de to nedrykningspladser.

FfI vandt torsdag 2-0 over HI i et vitalt nedrykningsslag, hvorpå frederikshavnerne spillede 2-2 hjemme mod NUBI i weekenden.

- Alle point tæller for os i øjeblikket, men alligevel ærgrer vi os over, at det ikke blev til tre point mod NUBI, siger FfI-træner Troels Gaardbo.

FfI var stærkt spillende før pausen og kom fortjent i front ved Mads Møller, men to minutter inde i anden halvleg udlignede gæsterne.

I halvlegens 10. minut blev det 1-2, da FfI's keeper ikke fik fat i en lang fremlægning, og fra en spids vinkel blev bolden flot skruet ind i nettet.

Et kvarter før tid fik NUBI's keeper direkte rødt kort, og på et efterfølgende frispark udlignede Thomas Pedersen til 2-2.

- Derefter havde vi tre kæmpechancer, men selv fra to meters afstand blev der misbrugt, fortæller Troels Gaardbo. FfI møder Aalborg Chang på hjemmebane torsdag aften.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.