EMNER

FG-elever er interesserede i nye ungdomsboliger

FJERRITSLEV:De første fem-seks elever på Fjerritslev Gymnasium har allerede henvendt sig til rektor Poul Brønfeld for at høre nærmere om de nye ungdomsboliger ved gymnasiet, før det første spadestik er taget. Byggeriet af de otte planlagte boliger går i gang til marts og ventes at stå klar til det nye skoleår i august. Men Poul Brønfeld mener, at det ikke varer længe, før der bliver brug for at tage hul på de næste etaper af de i alt 32 mulige boliger. - Med den interesse, vi mærker nu - og der kommer jo sikkert flere udefra - er jeg sikker på, at boligerne bliver eftertragtede. siger han. Ungdomsboligerne, der kan sammenlignes med kollegieværelser, er hver på 20 kvm og består af et værelse med et lille køkken samt et badeværelse. De bygges i en forskudt klynge, så hver bolig får sin egen lille terrasse. Der bliver en fælles gårdhave i midten, cykelparkering og overdækket fælles indgangsområde. Fjerritslev Boligforening står for byggeriet, og Egnsbank Han Herred har købt grunden og stiller den til rådighed. Det er medvirkende til, at den månedlige husleje kan holdes nede på ca. 1100 kr.. Hvis ikke alle boligerne kan lejes ud til elever på Fjerritslev Gymnasium, kan elever fra andre uddannelser også komme i betragtning.

Forsiden